I samarbejde med Aarhus Symfoniorkester inviterer KØN publikum til en stemningsfuld kammermusikkoncert under overskriften Stærke kvinder i kammermusikken. Koncerten finder sted d. 28. februar kl. 15-16 i den gamle byrådssal på KØN.
Arrangementet sætter fokus på kvindelige komponister, der historisk har været overset i koncertlivet, og forener klassisk musik med kultur i utraditionelle og sanselige rammer. Publikum kan opleve værker af Grażyna Bacewicz, Nancy Dalberg og Florence Price – tre markante komponister, hvis musik rummer både rytmisk energi, melodisk varme og kunstnerisk fornyelse.
På KØN bliver koncerten en naturlig forlængelse af museets arbejde med repræsentation, ligestilling og kvinders skaberkraft. Her får musikken bogstaveligt talt stemme i et rum, der undersøger køn og kultur i et bredere perspektiv.
Koncerten henvender sig til et bredt publikum – både museets faste gæster og nye lyttere, der måske ikke normalt opsøger klassisk musik. Målet er at styrke fællesskab, nysgerrighed og kulturel deltagelse på tværs af generationer og kunstformer.
Projektet realiseres med støtte fra Spar Nord Fonden.
PRAKTISK
Tid: 28. februar 2026 kl. 15-16.
Sted: Byrådssalen på KØN
Billetpris: Gratis med entré til museet. Kræver ingen tilmelding, men begrænsede pladser, vi opfordrer derfor til at komme i god tid.


