I anledning af den internationale menstruationsdag inviterer KØN og PlanBørnefonden til en stærk og ærlig samtalesalon om cyklussen, skam og ligestilling – efterfulgt af et musikalsk indslag fra den fremadstormende afro-popstjerne AGGi.
Menstruation er stadig et tabu – også herhjemme.
Hver dag har 800 millioner mennesker i verden menstruation. Det er 1,8 milliarder hver måned. Alligevel er emnet omgærdet af skam, myter og tavshed, der spænder ben for pigers og kvinders muligheder og rettigheder.
Nogle steder i verden må piger ikke lave mad, når de bløder. Andre steder bliver de sendt ud for at sove i stalden. Mange mangler adgang til bind og rent vand – og det kan betyde fravær fra skole, tidlig graviditet eller at piger sælger deres krop for at få råd til hygiejneprodukter.
Det kan virke fjernt fra Danmark – men er vi egentlig selv så afklarede med menstruation, som vi tror? Eller gemmer vi stadig tamponen i ærmet på vej ud på toilettet?
I panelet møder du:
Emma Libner (moderator)
Journalist, debattør og forfatter til bestseller-bogen “Kh Underlivet”. En markant stemme i debatten om menstruation, kroppen og ligestilling.
Pernille Ørum
Verdenskendt Barbie-illustrator fra Randers, der i dag bor i Kenya. Sammen med PlanBørnefonden kæmper hun for at bryde menstruationstabuer og sikre, at alle piger har adgang til bind og viden – bl.a. gennem et cyklusarmbånd, hun har designet i anledning af den internationale menstruationsdag.
Ida Axholm
Cyklusformidler og cand.scient. i molekylær- og medicinalbiologi. Hendes arbejde er drevet af en mission om at hjælpe kvinder med at få et bedre forhold til deres krop.
Sune Csonka
Boksetræner og ligestillingsaktivist, der engagerer drenge og unge mænd i kampen mod menstruationstabuer. Har stået bag indsamlinger til hygiejneprodukter for piger i Uganda.
Saredo Hirad
Public Engagement Officer i PlanBørnefonden. Arbejder for at bygge bro mellem unge i Danmark og det globale syd gennem fortællinger og fælles kamp for ligestilling.
Koncert med AGGi
AGGi er en dansk-ghanesisk artist fra Aarhus, der blander afropop og r’n’b med feministisk kant og eksplosiv energi. Hun spillede på Roskilde Festival i 2024 og er spået til at blive Danmarks næste store popstjerne.
PRAKTISK
Tidspunkt: Onsdag den 28. maj kl. 16.30-18
Sted: Byrådssalen på KØN
Pris: Arrangementet er gratis, når entréen til museet er betalt
Tilmelding: Deltagelse kræver ikke tilmelding. Vi opfordrer derfor til at komme i god tid, da der er begrænsede pladser til arrangementet.