Moussa Mchangama i samtale med Cecil Marie Schou Pallesen

24.04.2024 · Kl. 16.30-18.15

Moussa Mchangama i samtale med Cecil Marie Schou Pallesen

Hør debattør Moussa Mchangama i samtale med KØNs museumsinspektør og udstillingsansvarlige, Cecil Marie Schou Pallesen, når de debatterer emner som køn, klima, tilhørsforhold og global retfærdighed – emner, der både er aktuelle i Moussa Mchangamas nye bog ”Tekster om hjem” samt i museets aktuelle særudstilling ”How Dare You – køn, kamp og klimakrise”.

PRAKTISK

Tid: Onsdag den 24. april kl. 16.30-17.45. Herefter bogsignering til kl. 18.15.
Sted: Byrådssalen, KØN
Billet: Arrangementet er gratis for gæster med entré til museet

Om Moussa Mchangama:

Moussa Mchangama er forfatter, aktivist og medstifter af rådgivningsvirksomheden In futurum. Han debuterede i januar med bogen Tekster om Hjem, der handler om at høre til, om at være andetgjort og om at skabe en verden, der gør op med forskellighed, ulighed og uretfærdighed.

Han bruger sin egen historie til at undersøge global ulighed, klimaretfærdighed og hvorfor det er så vigtigt at flere får plads om bordet, når vi skal drømme nye fremtider frem. Moussa Mchangama er derudover en toneangivende debattør og rådgiver og beskæftiger sig især med spørgsmål omkring inklusion, eksklusion, social retfærdighed og bæredygtige fremtider.

Om ”How Dare You – køn, kamp og klimakrise”:

KØNs særudstilling adresserer to af tidens store forpligtelser: køn og klima. How Dare You – køn, kamp og klimakrise tager udgangspunkt i klimaforandringerne som en global udfordring og undersøger den fra kønnede vinkler.

Hvordan har vi historisk opfattet og talt om naturen, og hvordan forstår vi den i dag? Kan natursynet relateres til eksisterende forestillinger om og forventninger til kønnene? Hvordan hænger køn sammen med klimaadfærd, -skam,- angst, -aktivisme og -handling. Står forventninger til kønnene i vejen for klimamæssige adfærdsændringer?

Om Cecil Marie Schou Pallesen:

Cecil Marie Schou Pallesen har været ansvarlig for udstillingerne på KØN siden februar 2023. Hun har en ph.d. i antropologi og har forsket i migration, minoriteter, transnationale familier og hjemlighed med særligt fokus på det indiske mindretal i Tanzania. Inden hun blev ansat på KØN var Cecil museumsinspektør og postdoc på Etnografisk Afdeling på Moesgård Museum.