AFLYST GRUNDET SYGDOM: Kvindesundhed i Himalaya

28.08.2020 · 19.00-21.00

AFLYST GRUNDET SYGDOM: Kvindesundhed i Himalaya

AFLYST GRUNDET SYGDOM // Arrangementet rykkes til en anden dato, følg med på kalenderen her for ny dato.

94% af hele verdens dødsfald forbundet med graviditet, fødsel og barsel sker i ulande som f.eks. Nepal. Hvis disse kvinder havde haft adgang til kvalificeret graviditets- og fødselshjælp, kunne størsteparten af dødsfaldene være undgået. På grund af et stigende politisk fokus på denne slags dødsfald er Nepals rate for kvinder, der dør af komplikationer relateret til graviditet, fødsel og barsel, heldigvis faldet fra 539 pr. 100.000 fødsler i 1996, til 239 i 2016.

Fjerne landsbyer i Himalaya rummer dog størstedelen af disse dødsfald. Dette skyldes, at den dårlige infrastruktur stiller disse kvinder allerdårligst, når det kommer til at have adgang til graviditets- og fødselsydelser, ligesom deres almene viden om kvindesundhed er ringe.

Foredragsholder og jordemoder Maj Jensby flyttede til Nepal i 2015, hvor hun boede indtil sommeren 2019. Gennem fire år i Nepal rejste Maj rundt til landsbyer i Himalaya, for at undersøge, hvordan graviditeter og fødsler foregår hos de tibetanske kvinder, der bor i bjergenes fjerneste afkroge. Foredraget bliver en rejse ind i disse landsbyer og byder på billeder, fortællinger fra felten samt statistikker fra Majs undersøgelser.

Udover at interviewe tibetanske kvinder arbejdede Maj Jensby som frivillig sundhedskonsulent for organisationen MountainChild, hvor hun var med til at starte sundhedsrelaterede udviklingsprojekter, såsom etablering af en fødeklinik, uddeling af vandfiltre og tilbud om akutte helikopterevakueringer. Maj Jensby har desuden arbejdet som jordemoder i Indien, Uganda og Tanzania, men har nu bosat sig i Aarhus, hvor hun arbejder som jordemoder på Aarhus Universitetshospital.

PRAKTISK

Dato: Fredag d. 28. august, 19.00-21.00
Sted:Byrådssalen, Kvindemuseet
Pris: Gratis for medlemmer af Dansk-Nepalesisk Selskab. Entré for øvrige gæster: 30 kr.
Betaling sker i døren, enten kontant eller med MobilePay.

Grundet restriktioner i forbindelse med COVID-19 vil der være begrænsning på antallet af deltagere (60 personer).