KØN & Sun Ship præsenterer: Nebula

26.03.2022 · Kl. 16

KØN & Sun Ship præsenterer: Nebula

Som en del af den store åbningsfest for Music City Aarhus 2022 præsenterer KØN og koncertforeningen Sun Ship en mindblowing koncert med improkollektivet Nebula. Koncerten suppleres af blændende visuals skabt af Tobias Holmbeck.

PRAKTISK
Der er fri entré til koncerten, men begrænset kapacitet. Pladserne fordeles efter først-til-mølle.
Dørene åbner 15 min. før koncertstart.
Placering: Byrådssalen

OM NEBULA
Nebula er navnet på et live improvisationskoncept for musikere og musikelskere i Danmark. Målet er at nedbryde barrierer mellem musikalske genrer og miljøer for sammen at skabe livemusik og -oplevelser i DK på et nyt niveau.

Nebula skal opleves som et frirum. Et rum, hvor musikken ikke er dirigeret, forudbestemt, planlagt eller øvet, et rum, hvor alle retninger er en mulighed, og publikum påvirker aftenen lige så meget som musikerne.

Med Nebula som kunstnerisk platform samler holdet hver gang to håndfulde af nøje udvalgte nyskabende og udøvende musikere og producere fra ind- og udland. Nebula får livsvigtig næring fra crews, DJ’s, kulturaktører, brancheorganisationer, spillesteder, instrumentalister, vokalister, producere og deres publikum.

Nebula er for, med og af musikelskere. Os, der savner uforudsigeligheden, ærligheden, som er aller tydeligst, når dygtige musikere improviserer og skaber sammen, live.

Line-up:
Malthe Beck – sax/fløjte
Berrin Bas – vokal
Ida Duelund – bass
August Korsgaard – keys
Cornelia Nilsson – drms