Kom og vær med når arkitekt, tv-vært og forfatter Ane Cortzen og Signe Uldbjerg, faginspektør og samlingsansvarlig på KØN taler sammen om Anes nye bog Lille Ane siger farvel – Et portræt af generationen der blev væk.
I bogen kaster Ane Cortzen et tankevækkende blik på sin generation af kvinder. Dem, der blev født i halvfjerdserne, voksede op i fattigfirserne, var unge i de hedonistiske halvfemsere og blev mødre i det nye årtusinde. Rødstrømperne – generationen, der kom før Anes – og de unge kvinder, der sparkede gang i #MeToo-opgøret, har brudt og ændret samfundsformer og -traditioner. Men hvad gjorde Anes årgang?
I forbindelse med arbejdet på sin bog tog Ane Cortzen fat i Signe Uldbjerg for at finde ud af, hvad der mon var i museumssamlingen fra hendes generation. Svaret var overraskende og med til at danne undertitlen på bogen: Et portræt af generationen der blev væk.
”På mange måder kan jeg godt genkende en klemt generation. I museets historiefortælling er der et hul i forhold til dem, der var teenagere i 1980’erne og 90’erne.” – Signe Uldbjerg Mortensen, citat fra bogen.
PRAKTISK
Tidspunkt: Onsdag den 17. december. Kl. 16.30-17.30. Herefter bogsalg og bogsignering indtil kl. 18
Sted: Byrådssalen på KØN
Entré: Arrangementet er gratis med betalt entrébillet til museet
Der er begrænsede pladser, så vi opfordrer til, at man kommer i god tid
Ane Cortzen (f. 1974) er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole samt mangeårig tv-vært på Danmarks Radio, hvor hun bl.a. har udviklet serien Er der en arkitekt til stede? (DR). Cortzen har desuden redigeret den anmelderroste bog Tænk Os Om (2023), og hun er modtager af Henning Larsens Hæderslegat (2024).