Mød landets ligestillingsminister Trine Bramsen i en samtale om ligestilling mellem kønnene generelt og i fodboldens verden, når hun mødes med cheftræner for AGF Kvindefodbold Katrine S. Pedersen, CEO for Eir Majken Gilmartin og museets direktør Julie Rokkjær Birch i KØN Café. Arrangementet er optakt til åbning af Global Goals World Cup (GGWCUP).
Ligestilling mellem kønnene og styrkelse af kvinders og pigers rettigheder og muligheder. Det er essensen af FN’s Verdensmål 5. I anledning af Global Goals World Cup Denmark 2022 sætter sensommerens KØN Morgen event fokus på ligestilling mellem kønnene, og hvordan vi i sportsfællesskaber bidrager til at skabe forandring. Samtalen vil bl.a. komme ind på Danmarks ansøgning om værtskab på kvindernes EM i 25; sportsfællesskabets potentiale til at skabe forandring og den nye socialt bevidste sportsudøver og rollemodel.
Efter samtalen på KØN deltager Ligestillingsministeren i en fodboldkamp på Havnepladsen med en række GGWCUP ambassadører og samarbejdspartnere.
Hvor er Danmark på gender indeks; hvad er status på Danmarks ambition om Verdensmål 5 ligestilling mellem kønnene; og hvorfor er sportsfællesskabet et interessant sted at starte ligestillingsdebatten?
87.192 tilskuere på Wembley Stadion overværede den 31. juli England hive UEFA Europamesterskabet hjem mod det tyske fodbolddynasti. Det danske landshold spillede i sommers i Parken for første gang i historien, og AGF cheftræner Katrine Pedersen er netop blevet optaget i fodboldens Hall of fame. Kvindefodboldens momentum danner rammerne for en spændende KØN morgen.
Ligestillingsministeren gæster Aarhus i forbindelse med Global Goals World Cup – en 5-aside kvindefodboldturnering, hvor holdene spiller for et verdensmål inde på banen og ude i lokalmiljøet.
Praktiske informationer KØN Morgen
Billetpris: 75 kr. pr. person, som betales ved indgangen.
Prisen inkluderer sort kaffe + mælk og surdejsbolle med smør.
Eventet foregår i KØN Café.
Der er et stærkt begrænset antal pladser, og billetterne sælges efter først-til-mølle-princippet.
Dørene åbner kl. 9.30
Officiel åbning af GGWCUP på KØN
Museets smukke byrådssal lægger herefter rammer til den officielle åbning af GGWCUP kl. 14, hvor holdene vil give deres Global Goals præsentationer. Der er fri entré til museet og åbningen for alle GGWCUP deltagere. Øvrige gæster kan deltage, når entréen til museet er betalt.
GGWCUP kommer til Aarhus den 19.-21. august med fokus Verdensmål 5: Ligestilling mellem kønnene.
Se hele programmet for GGWCUP 2022 i Aarhus her: GGWCUP Denmark 2021 – Permasport will bring GGWCUP to Aarhus (DK) for the first time in August 2022.
Om Permasport
Den århusianske forening stiftet i 2021 af unge entreprenører, Permasport, er lokale værtspartnere af Global Goals World Cup Denmark. Gennem sportsfællesskaber bygger Permasport kapacitet hos individer og fællesskaber til at drage omsorg for naturen og mennesket.
https://ggwcup.com/denmark-2022
Om Global Goals World Cup
GGWCUP har siden FN lancerede verdensmålene i 2015 organiseret aktivistiske fodboldturneringer rundt i verden. Hvor holdene spiller for verdensmålene på og uden for fodboldbanen. GGWCUP åbningen foregår på KØN museum d. 19. august og fodboldturnering og festival afholdes på Havnepladsen d. 20.-21. august. 24 hold spiller om at blive de bedste spillere for verden. Vinderne findes ud fra deres 1) verdensmålshandling 2) stil 3) fans og 4) fodbold.
Om GGWCUP ambassadører
Afviklingen af GGWCUP i Aarhus d. 19.-21. august støttes af et stærkt ambassadørkorps bestående af Julie Rokkjær Birch, Katrine Pedersen, Natasha Al-Hariri, Lykke Friis, Sofie Junge, Maymi Asgari, Anne Eggebrecht, Lone Belling, Khalida Popal, Thomas Ravn-Pedersen, Theresa Blegvad og Emma Holten.