Koncert i Mathilde Fibigers Have
Karsten Olesen er 57 år og sangskriver, der bor i Spørring nær Aarhus. Han skriver danske sange, hvorigennem han udtrykker sig farverigt og personligt. Der er noget dylansk over hans sangskrivning, men når dette er sagt, så har han absolut sin egen facon at præsentere sin lyrik og musik på.
Som f.eks. når han annoncerer:
”Sølle tusind kroner på min konto nu, alle ellevilde med at flå mig itu….” (fra sangen Fallit) eller ”Einstein blev fanget af en depression, da hans ego gik af led….” (Einstein).
Så vil det stå helt klart for lytteren, at vi er på vej et usædvanligt sted hen. Solo på scènen optræder Karsten Olesen med sang, guitar og mundharpe, der rytmisk underbygges af stortromme. Hvilket i sin helhed skaber en illusion af et lille oneman-band. Karsten startede som gademusikant og har siden spillet rundt i Europa samt i Danmark på cafèer, kulturhuse, festivaler, hjemmekoncerter og spillesteder.
Både som solist, som frontfigur i orkestret Poor Billy, eller som halvdel af sangskriver-duoen Kamp Olesen. Udgav forrige år albummet ”Ikke Bange Mere”, hvorom der bl.a. er blevet skrevet: ”God plade, som glimrer ved sin solide produktion og rustikke lyd – og naturligvis de udmærkede danske tekster, der har et element af uudgrundelighed samtidig med, at der tydeligvis er personlige sager på spil” (Espen Strunk – forfatter og rockjournalist).
Fairbar har i samarbejde med Kvindemuseet en bar i Festugen i Mathilde Fibigers Have. Her vil der i løbet af ugen være gode specialøl, koncerter, teater, sangaften og mange andre events.
Se det fulde program for Festugen på Kvindemuseet her.