Ensemble 1585: Koncert med kvindelige barokkomponister

13.11.2022 · Kl. 12.30-13.30

Ensemble 1585: Koncert med kvindelige barokkomponister

Koncerten med Ensemble 1585 byder på et helt usædvanligt barokprogram, da programmet overvejende byder på musik af to kvindelige barokkomponister, nemlig Elisabeth Jacquet de la Guerre fra Paris og Isabella Leonarda fra Novara i Italien.

Den klassiske musikhistorie har i mange år været fuldstændig domineret af pudderparykklædte mænd, men her er altså chancen for at høre værker af to meget aktive og populære, men siden fuldstændig glemte kvinder fra baroktiden. Hen imod slutningen af programmet skrues der op for dramatikken, idet der både bliver præsenteret et værk af en morder, Giovanni Pandolfi, og til slut en vældig triosonate af en komponist, Jean-Marie Leclair, som selv blev myrdet.

Ensemble 1585 består af 3 excentriske professorer og to tjekkede yngre damer, der har fundet sammen i deres kærlighed til de mere upåagtede hjørner af barokken og til tidens ornamentik og pragtglæde. Professor Mo Yi, violin, Ida Spang-Hanssen, p.t. Det Kgl. Kapel, violin, Gert von Bülow, tidl. professor i Rostock, cello, professor Ulrik Spang-Hanssen, orgel og domkantor Anne Agerskov, cembalo.

Koncerten er en del af Aarhus Symfoniske Orgelfestival.

PRAKTISK
Tid: Søndag den 13. november kl. 12.30-13.30
Sted: Byrådssalen, KØN
Pris: Arrangementet er gratis, når entré til museet er betalt.