Portrættering af kvindelige jægere, deres bytte og relationen mellem køn og natur er blot et par af de temaer, som den norske fotojournalist Ingerid Jordal sætter fokus på i fotoudstillingen ”She Hunts”.
Det er første gang, at danske museumsgæster får lejlighed til at se Ingerid Jordals fotografier, i hvilke hun portrætterer kvindelige jægere. Udstillingen stiller spørgsmål som: Er jagten kønnet? Hvorfor provokerer det os, når kvinder dræber dyr? Kan man tage liv, når man også giver liv? Hvordan kan vi forstå forbindelserne mellem kød, jagt og køn?
She Hunts er en selvstændig udstilling, men den forholder sig til en række tematikker, som også behandles i den aktuelle særudstilling ”How Dare You – køn, kamp og klimakrise”, som f.eks portrætteringer af kvinder i visuel kultur, relationen mellem køn og natur og relationen mellem køn og kød.
”Projektet startede med, at jeg så et fotografi af en ven på Facebook. Hun stod med spredte ben henover en stor rensdyrbuk, som hun netop havde skudt og dræbt, på et bjergplateau adskillige timers gang ude i vildmarken. Hun var højgravid. Dette billede udfordrede med stor kraft min opfattelse af kvinders identitet. Derfor begyndte jeg en udforskning for at forstå, hvad det betyder at være en kvindelig jæger.” – Ingerid Jordal
She Hunts præsenteres i samarbejde med Sigma Nordic og Vefa Foto.
Om Ingerid Jordal
Ingerid Jordal er freelance fotojournalist med base i det vestlige Norge. Hun har en MA i fotografiske studier fra University of Westminster og har arbejdet professionelt som fotograf og forfatter siden 2005. Jordal har en speciel passion for den skandinaviske vildmark og de arktiske områder og arbejder både på opgaver og personlige projekter i Norge og i udlandet. Hendes mest prominente arbejde, She Hunts, har fået stor opmærksomhed og er blevet udstillet i adskillige lande. Jordal er ambassadør for Sigma Nordic.