På lige fod – om kvindekamp og satire

10. juli 2015 - 10. oktober 2015

På lige fod – om kvindekamp og satire

10. juli 2015 - 10. oktober 2015

For hundrede år siden jublede danske kvinder over at have fået valgret på lige fod med mændene. I dag en selvskreven ret, men dengang så verden anderledes ud, og datidens feminister var oppe imod stærke maskuline muskler. Også lattermuskler.

Gennem hele den tidlige kvindebevægelse fra 1870’erne og frem til kvindevalgrettens indførelse ved grundlovsændringen i 1915 forlystede datidens mange vittighedsblade og satirehæfter sig over de kæmpende kvinder.

Det gjaldt både borgerlige seriehæfter som Punch, Klods-Hans og Blæksprutten og det socialistiske Ravnen. Med mænd som kernelæsere var det for fristende at gøre grin med det modsatte køns anstrengelser for at spille lige op mod mændene.

Journalist og forfatter Helle Juhl har i bogen På lige fod – en krønike om kvinder, satire og kampen for valgret skildret kvindevalgretskampen i satirisk optik. De udstillede tegninger stammer fra bogen og giver et fornøjeligt og tankevækkende tilbageblik på datidens kvindekamp, kønsnormer og krasse komik.

Tilknyttede objekter fra samlingen