9. FEBRUAR – 30. DECEMBER 2024
KØNs særudstilling adresserer to af tidens store forpligtelser: køn og klima. How Dare You – køn, kamp og klimakrise undersøger, hvordan køn hænger sammen med klimaadfærd, -skam,- angst, -aktivisme og -handling, og hvordan forventninger til kønnene kan stå i vejen for klimamæssige adfærdsændringer.
Statistisk set udleder mænd som gruppe mere CO2 end kvinder. De forholder sig oftere skeptisk til klimaforandringer, og de er mindre tilbøjelige til at ændre adfærd i forhold til klimakrisen. Kvinder lægger i gennemsnit flere penge i tekstilindustrien, har historisk set brugt flest engangsmaterialer, tager størst ansvar for bæredygtighed i husholdningen og bekymrer sig generelt mest om klimaforandringer.
Kilde: Nordisk Ministerråds rapport, Climate, Gender, and Consumption, 2022.
Særudstillingen How Dare You formidler klimakrisen ud fra et socialvidenskabeligt, kunsthistorisk og kønsteoretisk perspektiv og sætter fokus på klimakrisen som en kønskrise. Den stiller skarpt på forskellige strategier til og visioner for omstilling, som ofte har rødder i den kønnede kulturhistorie, og viser sammenhængen mellem kønsnormer, kønnede hverdagspraksisser og klimapåvirkning. Udstillingen spørger, hvorfor vi har handlet, som vi har gjort og inviterer publikum til at reflektere over, hvorfor det kan være svært at ændre adfærd til fordel for klimaet.
Mænd som kultur, kvinder som natur
I udstillingen samt en række tilknyttede events og undervisningsforløb undersøger KØN, hvordan forestillingen om og relationen til naturen har rødder i den kønnede kulturhistorie – og hvordan adfærdsændringer, bæredygtige tiltag og omsorg for planeten er tæt forbundet med ideer om maskulinitet og femininitet.
Ideerne kan findes i de kønnede fortællinger, som siden Oplysningstiden har beskrevet kvinden som utæmmet natur og manden som rationel kultur. Måderne, hvorpå naturen er blevet opfattet og beskrevet, har haft, og har til stadighed, en central betydning for, hvordan mennesker agerer i og behandler naturen, fx bliver omsorg generelt, og dermed også omsorg for planeten, ofte opfattet som en feminin evne.
Et kønnet blik på Greta Thunberg
Gennem hovedtemaer som infrastruktur, madvaner og forbrug dykker udstillingen ned i underliggende fortællinger om køn og natur, kønnet klimaadfærd, og kønnede ideer om ansvar, skyld og skam. Interaktive og legende elementer fører publikum gennem historien, gennem forbrug og reklamer, gennem klimaaktioner, fortællinger om teknologi og forestillinger om fremtiden. Som en rød tråd møder publikum forskellige portrætter af klimaaktivisten Greta Thunberg, som viser, hvordan vores blik på hende i høj grad er forbundet til historiske opfattelser af køn og natur. Ligesom Thunberg kønnes, når hun iagttages og fortolkes, så viser udstillingen, at køn også påvirker vores måde at opfatte andre aktivister, politikere og mennesker i vores nærhed, ligesom det farver vores blik på os selv og vores eget handlerum.
Udstillingen som bæredygtighedseksperiment
Udstillingen er et bæredygtighedseksperiment i sig selv, og der er arbejdet ambitiøst med at tage klimavenlige valg i alle dele af udstillingsproduktionen. Eksempelvis har museet afviklet flere workshops, hvor lokale frivillige sammen med designer Katrine Hoffmann har produceret udstillingens bærende scenografiske element, reb, af tekstilaffald og plantefarve. Udstillingens æstetik kommer i det hele taget til at bære præg af den bæredygtige dagsorden: Interiøret er genbrug, og væggene er farvet med en særlig lermaling, hvis farveskala er bestemt af jordens egne farver. How Dare You udfordrer dermed bevidst den traditionelle strømlinede og finpudsede udstillingsæstetik.
Projektet er generøst støttet af følgende fonde:
NRGI Værdipuljen
Spar Nord Fonden
Ny Carlsberg Fonden
Aarhus Universitet
Tak til vores samarbejdspartnere:
Smallplanet
JDH BYG
Effection
Logladies
Mö & Flös
Elis