AGAPE skaber debat

03.02.2022

AGAPE skaber debat

Skulpturen AGAPE af kunstner Aske Kreilgaard har skabt stor opmærksomhed de seneste dage. Læs museumsdirektør Julie Rokkjær Birchs velkomsttale fra den officielle indvielse af værket, hvor hun bl.a. forklarer, hvorfor debatten er vigtig.

Velkommen til KØN og til indvielsen af Aske Jonathan Kreilgaards skulptur AGAPE.
Aske har være artist in residence / huskunstner på KØN siden november sidste år. Anledningen var Mændenes Internationale Dag, som er den 19. november. Han har stået og arbejdet på skulpturen, mens museets gæster kiggede nysgerrigt. Snakken gik – og det har været tydeligt, hvordan AGAPE har åbnet for samtaler om maskulinitet og manderoller i dagens Danmark. Store strukturelle snakke om fædres ret til barsel, mænds sårbarhed – snakke om, at man kan være mand på mange måder.

Jeg ser det sådan, at det er denne samtale, der faktisk ER værket. Museet er rum for viden, refleksion og dialog om køn – og vi har oplevet så mange nuancer gennem dit arbejde og din store imødekommenhed overfor museets gæster. Tak for det, Aske!

Nuancerne findes dog ikke i så høj grad på Facebook. Eller i medierne. Jeg tror ikke, nogen af os havde regnet med denne mediestorm, der har fundet sted de sidste par dage. Og så alligevel. Forargelsen var forudsigelig – og vi har jo prøvet det før. Mange gange. KØN skaber debat.

Lynhurtigt er dette værk blevet til en fortælling om transkønnethed om at, nu flyder kønnene sammen – og må man nu ikke sige mand og kvinde længere. Identitetspolitikkens indtog – osv. Medierne har spurgt mig: bruger I ikke ordene kvinde og mand på museet længere?

Svaret er : JO!
Vi opererer med det sprog og den virkelighed, der findes. Vi beskæftiger os med, hvad køn betyder i samfundet – og vi interesserer os for kvinde- og manderoller historisk som nu. Og: Der var jo faktisk en mandebevægelse i 1970’erne, som også talte om at frigøre mænd fra en stereotyp manderolle. Men her på museet insisterer vi selvfølgelig også på at lytte nysgerrigt og på at dokumentere, at der findes personer, der hverken føler sig som kvinder eller mænd.

Jeg har så svært ved at forstå frygten: At sproget udvikles og skaber ord til andre kønsidentiteter (fordi samfundet skaber rum til disse identiteter) er jo helt naturligt. Sprog og identitet er altså ikke en lagkage – der er stykker nok til alle. Og ved I hvad: at man med sproget rummer andre kønsidentiteter (ved fx i nogen sammenhænge at bruge betegnelsen ‘personer’ i stedet for kvinde eller mand) får næppe den absolutte majoritet til at forsvinde.

TAK Aske – fordi du har bidraget til at skabe debat om, hvad køn betyder. Sådan noget som det her – det rykker faktisk verden en lille smule. Også tak til Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad – tak fordi du ’turde’ komme og være her i dag og invie værket officielt. Det er vi rigtig glade for. Nu vil jeg give ordet til Aske Kreilgaard.

Skulpturen kan opleves på KØN indtil juli 2022.