Om seksuelle ligestillingsdebatter fra 1800-tallet til i dag
Danskernes syn på seksualitet og samliv har ændret sig betydeligt gennem historien. I dette forløb tages eleverne med på en rejse tilbage i seksualitetshistorien med udgangspunkt i udvalgte seksuelle ligestillingsdebatter, der har formet vores opfattelser af køn og sex i dag.
Undervejs stifter eleverne bekendtskab med 1800-tallets tabuiserede og skjulte kønsliv, usikre præventionsformer og dobbeltmoral blandt borgerskabet især. Eleverne får genstande fra dengang og nu i hænderne, som kan fortælle om forskelle og ligheder over tid i forhold til kropsidealer og prævention samt normer for seksualitet og ægteskab.
Forløbet giver anledning til at reflektere over, hvilken historisk udvikling der har haft indflydelse på nutidens idéer om kønsroller, initiativ og grænsesætning. Hvad har ændret sig siden 1800-tallet? Og hvor finder vi de samme forventninger? Hermed sættes den samtykkedebat, der har udspillet sig i nyere tid, ind i en historisk kontekst.
Forløbet er oplagt som et supplement til seksualundervisning for ungdomsuddannelserne og kan samtidig tænkes ind i dansk, historie og samfundsfag. Det kan være i forbindelse med en litteraturhistorisk læsning om Det moderne gennembrud og Sædelighedsfejden eller med en historisk eller samfundsfaglig vinkel på kønsroller, seksualitet og ligestilling.
Læs aftalebetingelser i forbindelse med booking af undervisning her.
Loft for elever: 30 stk.
Fag: Dansk, historie og samfundsfag
Tid: 90 min.
Pris: 900,-