KØN – Gender Museum Denmark ligger i Aarhus. KØN sætter fokus på kønnenes kulturhistorie og diskuterer kønsproblematikker, ligestilling, krop og seksualitet.
Her kan du følge med i kommende arrangementer og læse om nye tiltag på KØN. Du kan holde dig opdateret på særlige åbningstider, nyt fra caféen og en masse andre nyheder.
KØN Café er en hyggelig og stemningsfuld oase midt i Aarhus. Her kan du nyde en forfriskning efter et besøg på museet eller lægge vejen forbi til en skøn grøn frokost, når du er i byen.
Der er gratis entré til cafeen.
KØN – Gender Museum denmark ligger i Aarhus. KØN sætter fokus på kønnenes kulturhistorie og diskuterer kønsproblematikker, ligestilling, krop og seksualitet.
Hvad kan man egentlig blive til, når ens dansklærer synes, man er håbløs? Sonja Iskov er ikke i tvivl, da hun første gang får et kig ind i fotografiets forunderlige verden. Hun vil gøre alt for at blive fotograf.
Det er ikke småting, den snart 80-årige Sonja Iskov kan berette om fra sit liv med et kamera. Gavmildt deler hun i fem afsnit ud af sine oplevelser og erfaringer i en samtale med journalist Anette Krarup.
Fortællingerne former samtidig et stykke Danmarkshistorie om efterkrigstidens 68-generation. Om kollektivisme og kampen mod uretfærdighed. Og om at rejse i mere end 70 lande og blive en af de første kvindelige, danske krigsfotografer.
Comments Off on Kvindekampen ikke er den eneste kamp, vi skal kæmpe, hvis vi ønsker et mere ligestillet samfund
Af Pernille Albrechtsen og Cecil Marie Schou Pallesen, konstituerede direktører på Køn – Museum for kønnenes kulturhistorie
Siden Trump overtog præsidentembedet i USA, er faktatjekkere på de største sociale medier blevet afskaffet. Debatten online var som bekendt ikke ligefrem skøn forinden, men nu er skolegården efterladt helt uden gårdvagter. Mange af de etablerede medier sparer også på moderatorerne. De opfører sig som eleverne fra de store klasser, der sætter gang i et skænderi om gyngerne, blot for at trække sig og se optøjerne udspille sig fra afstand. Hermed hersker normerne, myterne og misinformationen, og de færreste bliver meget klogere af at scrolle ned gennem kommentarsporene. Nysgerrigheden, nuancerne og sagligheden forsvinder hurtigt. Ikke mindst når debattemaet er køn.
Modgiften til den hårdkogte offentlige debat skal findes på museer og andre kulturinstitutioner rundt om i landet. De danske museer tilbyder os at dykke ned i historien og forskningen. Her kan vi fordybe os i nuancerne og tale med hinanden. Vi kan få udvidet vores horisont og vækket vores nysgerrighed.
Museernes samlinger hjælper os med at huske, genopleve eller forstå det, vi glemte i farten. På magasinerne opbevares genstande, som bærer på historier og beretninger, der kan give interessante perspektiver på nutidens liv. Genstandene minder os om, at der er meget, der har ændret sig – men også, at meget forbliver det samme eller gentager sig.
På Køn – Museum for kønnenes kulturhistorie betyder det især, at vi ikke glemmer de mange kvinder, der gennem århundreder er blevet undertrykt, holdt uden for indflydelse og udskammet. Ligesom vi heller ikke glemmer, hvordan homoseksualitet i visse perioder har været forbundet med hemmeligheder og hadforbrydelser, og at transkønnethed har eksisteret i flere årtusinder og dermed ikke er en moderne opfindelse eller ideologi.
På museet Køn er museumspraksis funderet i forskningen. Når vi indsamler, registrerer, udstiller og underviser, bygger vi ikke på holdninger eller fikse ideer – men på viden. Vi interesserer os for, hvordan køn påvirker alle menneskers liv. Vi dokumenterer og formidler, og vi stiller gode spørgsmål, som får vores besøgende til at reflektere over, hvad køn er, og hvilken betydning køn spiller i deres liv.
Vi arbejder ud fra devisen: Vi er alle både historieskabte og historieskabende.
Når man forstår dette, forstår man også, hvor vigtigt det er at vide, hvad det samfund, man lever i, er bygget på. At kampen for ligestilling og ligeværd mellem kønnene er funderet i mange årtiers kvindekamp. At de privilegier, vi i dag nyder godt af og sommetider kæmper for at fastholde, er resultatet af ældre generationers hårde arbejde. Men også at vi alle er med til at skabe det samfund, vi lever i, og det samfund og den verden, vi giver videre til vores børn og børnebørn.
Denne måde at anskue museumsformidling om køn på er hensigtsmæssig og værdifuld af en lang række årsager. Ikke kun giver det museets besøgende mulighed for at overveje og tale om, at der ikke er en naturgiven måde at forstå og tale om køn på. At normer forandrer sig over tid, og at historien ikke altid udvikler sig i en lige linje, hvor alting hele tiden går mod noget bedre. Det giver også de besøgende en forståelse for, at de kan være med til at skabe forandring. At deres måde at være i verden og bruge sproget på har en effekt, både nu og i fremtiden.
I vores nyeste udstilling, “Glory”, taler vi om maskulinitet og homofobi med vores gæster. Vi oplever, at homofobien er meget present i skoleklasserne, og at det især er den homoseksuelle mand, der udskammes, når eleverne kalder hinanden “fucking gay“, “bøsserøv” eller tager afstand til det homoseksuelle med frasen “no homo“.
Som et museum, der beskæftiger sig med køn og seksualitet, er det interessant for os at kigge på, hvorfor mandlig homoseksualitet stadig er så tabuiseret. Hvad er det ved den homoseksuelle mand, der provokerer samfundet så meget? Med kulturhistorien i ryggen peger vi på, at svaret er: Det feminine.
Foragten for det feminine hos manden er lig de nedgørende blikke, der i århundreder har ramt kvinder. Tingene hænger sammen.
I udstillingen “Carry Me – håndtaskens kønnede kulturhistorie” viste vi, hvordan “dametasken” er blevet latterliggjort i århundreder. I “How Dare You – køn, kamp og klimakrise” er der fortællinger om konebilen, vegetarmad og omsorgsarbejde. De feminine arenaer, som har været anset for uværdige for mænd. Arenaer, som vi tager for givet, at kvinden befinder sig i, og latterliggør mænd for at gå ind på.
Når vi som museum undersøger de forventninger, samfundet har haft til mænd gennem tiden, betyder det ikke, at vi vender blikket bort fra kvindeundertrykkelsen. I stedet breder vi blikket ud: Vi ser på, hvad kønnede forventninger har haft af betydning for alles liv. Hvilke muligheder og begrænsninger, kønnede forestillinger har skabt og stadig skaber.
I et af Køns mest populære undervisningsforløb, “Fra sædelighedsfejde til samtykkedebat”, taler vi med eleverne om, hvad der er på spil, når vi flirter med hinanden. Her ser vi især på de uskrevne regler, der findes for flirt i heteroseksuelle forhold. Med udgangspunkt i historiske genstande og fortællinger forsøger vi at finde svar på, hvorfor mange unge, især mænd, har svært ved at navigere i en ny virkelighed efter samtykkeloven. Ikke fordi vi skal have ondt af mænd, der begår overgreb eller overskrider kvinders grænser. Men fordi vi tror på, at hvis vi vil forebygge overgreb i fremtiden, må vi også kigge på, hvordan vi opdrager vores drengebørn, og hvordan mandlige hovedroller portrætteres i populærkulturen.
Ser man alene på de ubegribeligt mange kvinder, der er blevet udsat for seksualiseret vold gennem tiderne, kommer man ikke meget længere end den politibetjent, der spørger, hvordan hun mon var klædt. I stedet må vi igen løfte blikket og undersøge de kulturelle fortællinger om kønnene. Vi må se på forestillingerne om, hvordan en kvinde og en mand er eller bør være, og hvor lidt eller meget de har lyst til sex. Og hvad der sker, når disse normer udfordres.
Det udvidede blik på køn som helhed betyder ikke, at kvindekønnet er usynligt eller atter må tage plads bagerst i køen. Kampen for, at alle mennesker kan udtrykke deres feminine sider uden at blive diskrimineret, mobbet eller udsat for vold, er også kvindekamp. I rødstrømpernes storhedstid lød parolen: “Kvindekamp er klassekamp”. Måske tiden nu, 50-60 år senere, er inde til, at vi anerkender, at nysgerrighed, åbenhed og solidaritet med andre marginaliserede og undertrykte grupper også er kvindekamp? At kvindekampen ikke er den eneste relevante kamp at kæmpe, hvis vi ønsker et mere ligestillet samfund?
Feminismen er kvindekamp. Men den er også kampen for, at vi alle har det godt, uanset køn. At sikre kvinders rettigheder, tryghed og frihed handler også i høj grad om at skabe mere tryghed generelt i samfundet, til familiefester, på arbejdspladser, i nattelivet, i skolegården.
Vi må klæde vores museumsgæster på til at være nysgerrige. Til at overveje, hvad de ting, de tager for givet, bunder i og betyder. Til at reflektere over, hvad vreden mod kvinder, homoseksuelle og transpersoner handler om og gør ved vores fællesskaber. Og til at tale om, hvordan fællesskaberne også kunne se ud, hvis alle var lidt mindre begrænsede af forestillingerne om og forventningerne til kønnene.
Museet er et sted, som tilbyder et andet samtalemiljø end de sociale mediers kommentarspor. Et tilstræbt safe space, hvor vi kigger tilbage for at se fremad. Hvor vi tager os tid til at tænke os om og ønsker at blive klogere på hinanden frem for at gemme os bag skærmene. For at skrive de næste kapitler i kvindekampen må vi udvide vores horisonter, løfte blikket og stille os nysgerrigt. Ikke for at give køb på alle vores værdier, men for at undersøge mulighedsrummene og fortsat insistere på ligeværd og ligestilling. For os alle.
Hør museets inspektør Pernille Taagaard Dinesen og erhvervsstrategisk udvikler & bæredygtighedsrepræsentant Simone Due Rasmussen i podcasten ”Få det til at ske” på Spotify.
Dette afsnit udforsker den transformative kraft af kønskulturhistorie med et særligt fokus på KØN – Gender Museum Denmark. Afsnittet går bag kulissen hos KØN for at diskutere, hvordan museet anvender dialog og indsigt til at forme et mere ligestillet samfund samt udforsker museets udstillinger og uddannelsesprogrammer, der alle er designet til at fremme nysgerrighed og refleksion omkring køn, ligestilling og mangfoldighed.
Den smukke bygning, som KØN har til huse, har en lang og rig historie. Faktisk betragter vi bygningen som vores mest værdifulde genstand, for gennem tiden har den rummet både byens politiske elite og dens mest gemene kriminelle. Den har været elsket og hadet, men altid har den været fuld af liv og rum for store diskussioner. Læs med her for at få et indblik i historien bag det gamle Rådhus på Domkirkepladsen 5 i Aarhus.
1857-1907: Raad-, dom- og arresthuset i Aarhus
Bygningen stod klar i december 1857. Tegnet af C.G.F. Thielemann, der var kongelig arkitekt og bygningsinspektør, skulle det være en flot og tidssvarende løsning på pladsproblemerne i det tidligere rådhus. Huset blev bygget til både at huse by- og amtsråd, samt domhus (byret), militærvagt og en lokal arrest. Således var både den politiske magt, domstolen og ordensmagten samlet ét sted.
Behovet for et nyt rådhus har været presserende i 1850erne. Det tidligere rådhus var fra sidste del af 1400tallet, og lå på Storetorv, få meter foran Domkirken, hvor det sammen med Bispegården og Latinskolen (i dag Katedralskolen) havde indkredset den kirkegård, der oprindeligt lå omkring Domkirken. Det havde huset både byens råd og arrest- og domshuset, ligesom det havde været brugt til selskaber og til byens vinkælder. Da det blev revet ned i 1859, tyder alt dog på, at bygningen var i elendig stand. Da de gamle arrestlokaler under bygningen bliver synlige i forbindelse med nedrivningen, beskriver en borger i Aarhus Stiftstidende dem som: ”sørgelige, kolde, fugtige og mørke, umenneskelige Rum.”
Maleri af Aarhus gamle Rådhus foran Domkirken set fra Storetorv, ca. 1855.
Pladsproblemer i det nye rådhus Et nyt Rådhus var altså nødvendigt, og man blev enige om at nedrive den gamle Stifteprovstbolig på Domkirkens nordside, for at skabe plads til et nyt byggeri i byens centrum.
Aarhus udvider sig dog hurtigt i slutningen af 1800tallet, og allerede få år efter det nye Rådhus opførelse, begynder pladsen at blive trang. I 1869 henvender militærvagten sig om, at de mangler arrestlokaler, men der bliver ikke råd til en udvidelse. I stedet flytter militærvagten i 1879 ud af bygningen og op på Kasernen. Fra referater over byrådets møder kan man se, at de oprindeligt havde ønsket at Kæmnerkontoret – et slags skatte- og finanskontor for købstaden – skulle flytte ind, men i stedet bliver det politiet, der overtager lokalerne og arresten. Argumentet er, at byen betaler dyrt for leje af både kæmneren og politiets lokaler andre steder i byen, men ved at flytte politigården, sparer de lidt mere end ved at opsige kæmnerkontoret. Pladsproblemerne på Rådhuset er altså en økonomisk belastning for bystyret.
Selvom militærvagtens udflytning løser en del af pladsproblemerne midlertidigt, anmodes der allerede igen i 1886 om en udbygning af arresthuset og rådhussalen, og i 1888-89 raser kampen om plads på Domkirkepladsen 5 for alvor. Byrådet og kommunen forsøger at overtage hele bygningen og smide amtsrådet ud, så bygningen kun bruges af byen og ikke kommer landbefolkningens administration til gode. Det mislykkedes, men da man i stedet endnu engang anmoder om at udbygge arresthuset, lyder modargumentet, at arrestbygningen er så dårlig, at det slet ikke kan betale sig at bruge penge på et forbedre den. På anmodning fra Rådhusudvalget, skriver Professor B. Dahlerup i 1889 i en vurdering af bygningen følgende:
”[…] jeg har fundet Ting- og Arresthuset i Aarhus meget lidt tidsvarende […] Mure og Træværk ere udførte saa spinkelt som vel muligt af gjennemgaaende tarveligt Materiale, og jeg maa bestemt fraraade en Paabygning af en 3dje Etage. […] I de Lokaler, som findes i Stueetagens vestre Ende, er der en Lugt, som lader befrygte, at der er Svamp i Træværket. Bygningens Arkitekttur er beskeden og ikke uden Stil, men de pudsede Kvadre, Hjørner og Gavle gjør, at Bygningen har et fattigt og skrøbeligt Udseende. Det er derfor min Mening, at det ikke er tilraadeligt at anvende flere Penge end højt nødvendigt for at indvinde den fornødne Plads i den nuværende Bygning, da Aarhus By fortjener et nyt og værdigt Raadhus.” (Uddrag fra byrådsmødet den 29. august 1889)
På trods af polemikken bliver Rådhuset dog både flittigt brugt og også vedligeholdt og forbedret i løbet af årene. I 1882 indlægges der f.eks. telefonforbindelse, så borgmesteren kan komme i kontakt med byens andre vigtigste mænd, som f.eks. politimesteren og brandmajoren. Og vi kan også se, at bygningen og dens brugere ikke er gået ubemærket hen i den offentlige debat. I 1895 skriver en borger f.eks. humoristisk i Aarhus Stiftstidende:
”I Lysekronen, der hænger midt i Aarhus Byraads Mødesal paa Raadhuset, er der fornylig anbragt nye Gasbrændere. Disse skjule sig nu i to mathvide og tre rosenrøde Kupler- maaske for at de kommunale Forhold fremtidig kan ses i et mere rosenrødt Skjær.”
Udklip fra et bykort over Aarhus fra 1873. her kan man se omridset af Rådhuset og den tidligere arrestbygning, som er bygget vinkelret på Rådhuset med en smal forbindelse mellem de to bygninger.
Kulturlivet på Rådhuset i 1800tallet Ud over at være centrum for den politiske magt i Aarhus, skulle rådhuset også fungere som et hjemsted for kunst og kultur og for byens foreningsliv. Og faktisk have bygningen allerede fra begyndelsen museumsfunktion. I 1859, få år efter opførelsen, åbnede en malerisamling på rådhuset loft – der hvor KØN i dag har sine store særudstillinger. Desuden fandtes en stor antikvarisk samling, oldtidssamlingen, i husets store sal, som formentlig er det rum, hvor vi i dag har basisudstillingen ”Køn Redelighed”. Endelig var byens arkiv også huset i et siderum til byrådssalen.
Samlingerne roses af flere af samtidens besøgende til Aarhus, og er åbne for offentligheden i begrænsede perioder i sommerhalvåret. Selvom de kongelige samlinger i Danmark blev tilgængelige for offentligheden i starten af 1800tallet, er de fleste samlinger af kunst og historiske genstande på dette tidspunkt stadig private, så for det voksende borgerskab, der ikke nødvendigvis havde adgang til de private samlinger, har de offentlige udstillinger af kunst og historie været vigtige kulturelle institutioner. F.eks. skriver Aarhus Stiftstidende i 1868 om malerisamlingen: ”Den lille Malerisamling, der uden for København her i Landet er den eneste i sit Slags, indeholder en Deel udmærkede og værdifulde Billeder.”
I 1877 flytter malerisamlingen dog ud af Rådhuset. På grund af pladsproblemerne i huset, foreslås det at oldtidssamlingen flytter op på loftet, og den store sal fordeles mellem by- og amtsrådet. Men oldtidssamlingen ønsker fortsat at være i den store sal, og det får de lov til, mens byarkivet i stedet flyttes til loftet, hvor også de faktisk får mere plads, end de havde forinden. Det siger noget om vigtigheden af husets museale og kulturelle funktion, at man på trods af den hårde kamp om pladsen, har ladet museumssamling og –udstilling fylde så stor en del af bygningens lokaler.
Samlingerne var styret og ejet af lokale foreninger, som også havde lov til at benytte rådhuset. Og det var ikke kun foreninger for kunst og kultur, der udnyttede denne mulighed. I aviser fra perioden kan man jævnligt se, at forskellige lokale foreninger og interesseorganisationer har holdt deres møder og arrangementer på rådhuset, og det har betydet, at en stor del af den brede befolkning i Aarhus har haft mulighed for også at besøge og begå sig i rådhuset ved disse lejligheder. F.eks. kan vi se, at Foreningen for Belønninger og Understøttelser til Tyender, i 1887 afholdt deres første uddelingsmøde på Aarhus Rådhus. Ved denne anledning fik 5 tjenestepiger tildelt anerkendelsesbeviser for langvarig tjeneste ved de familier, de arbejdede for. Det er en tradition, som de fleste nok kun kender fra den scene i Matador, hvor Laura får sin tjenestemedalje, men denne, og andre foreningsaktiviteter, er interessante for os, fordi de fortæller lidt mere om de kvinder, der også besøgte Rådhuet i en tid, hvor alle offentlige embeder var besat af mænd.
Ud over brugerne af Rådhuset, har der selvfølgelig også været mennesker ansat til dets vedligehold og daglige drift. Dem hører vi sjældent særlig meget om, men fra tid til anden dukker de op i byrådsreferaterne. Særligt når deres løn og ansættelser skal forhandles. F.eks. ved vi, at Rådhustjeneren, der stod for rengøring og almindelige oprethold, i 1891 fik en betydelig lønforhøjelse fra 32 kr. årligt til 70 kr. årligt. Samtidig fik arrestforvalteren lov til at bruge kommunens brændsel til opvarmning af sin egen lejlighed, og det har ikke været ubetydeligt, for brændsel og gas var store og hyppigt diskuterede udgifter på Rådhuset i 1800tallet.
Livet omkring Rådhuset i 1800tallet I 1800tallet var pladsen omkring Domkirken stadig centrum for mange af byens aktiviteter. Vores kilder tyder på, at der har været et aktivt handels- og gadeliv lige uden for og omkring bygningens mure. I perioden fra 1857-1900 har Rådhuset bl.a. været nabo til en ølhal, en hosekræmmer, en parfumehandel, et tobaksudsalg og en urtekræmmer. Der har også været afholdt markeder på pladsen mellem Rådhuset og Domkirken, og der har været hyppig trafik af vogne og varer, der skulle inspiceres af politiet.
Den megen aktivitet har dog også affødt konflikter. F.eks. trykker Aarhus Stiftstidende i 1860 en indretning mod Borgercaptain Pallesen Rhode, fordi han havde ”indkaldt det Borgerlige Politicorps til Exercits samme Dag som et møde ’for alle Stænder’ paa Raadhuset.”
Men selvom politikorpset har larmet, har det dog nok sjældent gået lige så vildt for sig som nytåret 1890, hvor Aarhus Stiftstidende skriver:
”Som sædvanlig var St. Torv Nytårsaften stuvende fuldt af Folk baade Gamle og Unge, hvoraf Nogle morede sig med at skyde det nye Aar ind, for hvilken Fornøjelse ikke mindre end 23 maatte tage Natteleje paa Raadhuset [dvs. i arresten, red.]. Kl. henad 11 drog et Sangkor paa 4 Mand ned over Torvet i Retning af Bispetorvet, hvor de til stor Skade for de Spadserendes musikalske Øren bleve stoppede af nogle Betjente. Kl. 12. opfordredes de, som da vare tilbage paa Torvet, til at passere, og da dette ikke strax tages til Følge, slog Politiet en Kjæde over Torvet og ryddede dette. I det hele gik Nytaarsaften i Aar mere stille af end de foregående Aar.” (Aarhus Stiftstidende)
Maleri af Visby ”Den store parade” dateret 1898. Maleriet viser byens skraldevogne, der er tileftersyn ved Rådhuset.
1907-1941: Ombygninger og pladsmangel
I 1907-9 undergår Rådhuset dets største ombygning og renovering. Den store hovedindgang, granittrappen i foyeren, de oprindelige møbler og dekorationerne i Byrådssalen er bl.a. fra denne ombygning. Samtidig blev gulvet sænket i entréen og loftet hævet i Byrådssalen, så lokalerne blev større. Selve rådhuset blev desuden forbundet til arrestbygningen med den mellembygning, hvis store malede vinduer i dag er så karakteristiske for bygningens trappeopgang.
Det var også i denne periode, i 1909, at den første kvinde tog plads I Aarhus Byråd. Hun hed Dagmar Petersen, og hun fik poster i byrådets udvalg for alderdomsunderstøttelse og skolekommission. Man kan lære meget mere om hendes historie på KØN, hvor blandt andet hendes kjole og en byrådsprotokol med hendes underskrift i dag er udstillet i den gamle byrådssal.
Bygningens facade før og efter den store ombygning. Læg særligt mærke til, at indgangspartiet er blevet større og foyerens gulv er sænket, så der er færre trin fra gaden og op til hoveddøren.
Bygningens dekorationer Særligt de to store malede vinduer i husets trappeopgang og udsmykningerne i byrådssalen falder ofte folk i øje, når de besøger KØN i dag. Begge er fra ombygningen i 1907-1909 og særligt de to vinduer, beretter vigtige fortællinger om Aarhus historie. Faktisk var de malede vinduer lige ved at blive sparet væk i ombygningen af huset, men en særlig aftale med en unavngiven kunstner redede projektet, og vinduernes motiver blev dedikeret til byens storhed og historie.
Det ene vindue viser, hvordan Margrethe I (1353-1412) red gennem Risskov og, populært sagt, tildelte området til Aarhus by. Der er ikke nogle samtidige beviser for, at begivenheden har fundet sted, men senere mundtlige beretninger tyder på, at den er rigtig, og Margrethes grænsesætning har også været brugt i senere stridigheder. I starten af 1400tallet ejede bispegården, med skiftende Århusianske biskopper, en stor del af landet omkring Aarhus og lå i grænsestrid med købstaden og bystyret, der også gjorde krav på de omkringliggende områder. Aarhus havde brug for bymarken, som man kaldte det, for at kunne forsyne byen med fødevarer og materialer, og området omkring Risskov havde både skov, landbrugsjord og en stor fælled – dvs. et fælles område ejet af by-fællesskabet, som anvendtes til landbrug og dyrehold. Bymarken var altså essentiel for byens overlevelse og vækst. Da Margrethe I tildelte Aarhus Risskov og afgjorde grænsestriden mellem byen og Bispegården, var det en stor sejr for købstaden, der kunne sikre sin fortsatte forsyning. Derfor hyldes Margrethe I’s handling også med glasvinduet som et vigtigt øjeblik i Aarhus historie.
På ruden står der ”Dronning Margrethe indrider Aarhus bymarks jorde Anno 1395”
Det andet vindue viser Kristoffer af Bayern (1416-1448), der bekræfter Aarhus købstadsrettigheder i 1441. Aarhus har formentlig haft købstadsprivilegier tidligere, men efter Købstadsforordningen i 1422 under Erik af Pommern, bliver det meget vigtigt for de store byer at bekræfte deres købstadsrettigheder hos kongen. Købstadsstatus betød for det første at byen havde et delvist selvstyre med borgmestre og rådmænd, der havde ret til at indkræve skatter, kontrollere handlen og endda afsige domme i enkelte stridigheder. Og for det andet havde købstæderne monopol på handlen med de fleste vigtige varer og købstædernes håndværkerlav havde monopol på deres håndværk. Det betød f.eks. at det ofte ikke var muligt at slå sig ned som selvstændig skomager eller væver uden for en købstad (med mindre man ville holde sig til at lave træsko og væve vadmel), da købstædernes handelsfolk og håndværkere alene måtte producere og sælge mere specialiserede varer. For en by som Aarhus, og for de fleste andre købstæder, var disse privilegier altså helt grundlæggende for byens rigdom og vækst, og der havde næppe været et Aarhus så stort og rigt, som det vi kender i dag, hvis ikke byen var blevet tildelt købstadsstatus i middelalderen.
På ruden står der ”Kristoffer af Bayern bekræfter Aarhus købstads nye rettigheder 1441”
Dekorationerne tilføjet ved den store ombygning fortæller meget om, hvordan man ønskede at hylde Aarhus storhed ved udsmykningen af dets Rådhus, men selvom ombygningen midlertidigt igen løste flere pladsproblemer og også har gjort bygningen mere moderne og brugbar, fortsatte diskussionerne om plads efterhånden som byen og dens administrative behov voksede.
Politiets udvidelse og deres tilsyn med løsagtige kvinder Allerede nogle år forud for renoveringen af selve rådhuset, havde man påbegyndt en ombygning af arrestbygningen og politiets lokaler, og politiet kommer også i den efterfølgende periode til at fylde mere og mere i bygningen. En af de aktiviteter, der overflyttes til Rådhuset i starten af 1900tallet er politiets visitation af ’løsagtige kvinder’, og disse kvinder, selvom de aldrig navngives eller får nogen taletid i byens arkiver, dukker op igen og igen.
De løsagtige kvinder, hvoraf langt de fleste formentlig er prostituerede, dukker op første gang i Rådhusets planer i 1902, hvor politiet anmoder om, at der bygges et rum i Rådhusets kælder, hvor stadslægens undersøgelse af løsagtige kvinder kan finde sted. I 1903 får man lov til at oprette et sådant rum. Her er argumentet, at Stadslægens undersøgelse, som hidtil har fundet sted på Kommunehospitalet, ofte er blevet umuliggjort af, at hospitalets lokaler var i brug til andre formål.
I dag virker det måske underligt, at prostituerede skulle tilses af politiet, men dette taler ind i en hel særlig lovliggørelse af prostitution fra 1874. Loven foreskrev at kvinder, der blev taget i prostitution, kunne fortsætte deres arbejde, hvis de lod sig indskrive som ’offentlige fruentimmere’ og gik til jævnlig kontrol hos politiet. Regulativet udsprang af, at man i sidste halvdel af 1800tallet særligt frygtede spredningen af sygdomme som syfilis og gonorré, og man mente, at spredningen i høj grad skyldtes prostituerede.
Loven blev afskaffet igen allerede i 1906, men også herefter ved vi, at undersøgelserne af løsagtige kvinder har fundet sted i kælderen på Aarhus gamle Rådhus. Dels blev prostitution nu igen strafbart (under løsgængerloven), så undersøgelserne har haft et retsligt formål, og dels tyder meget på, at man lokalt fortsatte praksissen med at lade prostituerede undersøge for kønssygdomme, men i øvrigt se gennem fingrene med deres arbejde, for at holde smitten med kønssygdomme nede. Selv efter 1906 har denne praksis været så almindelig, at da byrådet i Aarhus i 1913 igen diskuterer plads til politiet, dukker dette argument op:
”Som Byraadet maaske erindrede, havde Politiassistenten i sin Tid tænkt sig, at man lejede Lokaler i Frichs Ejendom paa Søndergade. Ved nærmere Eftertanke havde Udvalget dog ikke kunnet tiltræde dette Forslag, dels fordi Ordningen vilde blive for dyr, og der blev indvundet for lidt Plads, og dels af Hensyn til forskellige Forhold, der ikke vilde være til Pynt for Gaden, de visiterede Fruentimmer f. Eks.” (Byrådsmøde 8. maj 1913)
I 1906 endte diskussionen med at bygningsinspektøren og skoledirektøren i stedet blev flyttet i andre lokaler i Mejlgade 4, og nogenlunde samtidig stod Aarhus nye ting- og arresthus også færdigt, hvilket betød at retten flyttede helt ud. Endnu engang blev det altså politiet, der fik mere glæde af lokalerne på Domkirkepladsen 5, og det har formentlig også givet mening, for selvom området omkring Mejlgade stadig havde et livligt forretningsliv, så har det også været rigt udstyret med beværtninger og meget af byens lyssky handel og prostitution har formentlig udspillet sig her. I hvert fald nævnes det flere gange i særligt de tidligere kilder, at området omkring havnen – som lå lige på den anden side af katedralskolen – har været særlig ramt af de ’uheldige bivirkninger’, som følger med en handels- og havneby i udvikling.
I starten af 1900tallet, frem til Dagmar Petersen indtræder i byrådet i 1909, har de fleste kvinder, der har haft deres gang på Rådhuset tilsyneladende enten være kriminelle eller været ansat i mindre bemærkelsesværdige jobs som rengøring og service. Vi ved meget lidt om dem, og dette kønsbillede fortsætter ind i de næste årtier, dog med få undtagelser. Ud over Dagmar Petersen som byrådsmedlem, har også Johanne Berg en plads i husets historie. Da hun i 1914 blev ansat i det Aarhusianske sædelighedspoliti, var hun formentlig den første kvindelige politibetjent i landet.
Sædelighedspolitiet, som Johanne Berg søgte stilling i, arbejdede selvfølgelig med at håndhæve forbud mod prostitution, men de lavede også forebyggende arbejde, tog sig af faderskabs- og adoptionssager og tilså vilkårene hos værgefamilier til anbragte børn. Johanne, som havde været aktiv i Dansk Kvindesamfund og længe arbejdet for kvinders ret og vilkår, har formentlig været meget kvalificeret til netop dette arbejde. Da Johanne fik sin stilling, diskuterede man flittigt, hvordan man skulle holde unge piger, der flyttede fra landet ind til byen uden penge, ude af prostitution. Man mente, at det forebyggende arbejde med pigerne bedre kunne varetages af en kvinde, og det er formentlig en af grundene til, at kvinder som Johanne fik adgang til egentligt politiarbejde og ansættelser i ordensmagten.
1941-1983: Bygningen under besættelsen og som politigård
I 1941 står Aarhus nye Rådhus færdigt, og det er det rådhus, som vi også kender i dag. Det betyder at byrådet og de øvrige tilbageværende råd fraflytter Domkirkepladsen 5 og politiet overtager bygningen. Det gamle rådhus øvrige funktioner som stadskontorer, foreningshus og museum er for de flestes vedkommende ophørt tidligere, og flere af dem allerede i forbindelse med ombygningen i 1907-9. Det er altså relativt nemt for politiet at overtage hele bygningen i 1941. Det holder dog ikke længe, for i oktober 1944 bomber Briterne Aarhus Universitet, hvor Gestapo og den tyske besættelsesmagt har haft deres hovedkvarter. Derefter overtager Gestapo lokalerne på Domkirkepladsen 5 frem til krigens afslutning.
Det gamle rådhus under besættelsen. Der er opsat hegn omkring bygningen og vinduerne er skoddet til. Disse ændringer blev fjernet ganske kort tid efter besættelsesmagten flyttede ud.
Besættelsesmuseet, som i dag ligger i bygningens kælder med indgang fra Mathilde Fibigers Have, formidler historien om Gestapos tid i Aarhus og i det gamle rådhus. Her kan man se de celler, som både det danske politi og Gestapo har brugt i arresten, og man kan lære om den tyske efterretningstjenestes arbejde med at optrevle danske netværk af modstandsfolk, hvoraf flere blev afhørt og tortureret i kælderen under det gamle rådhus. I huset i dag er der dog stort set ikke nogle tegn tilbage på besættelsesmagtens tid, bortset fra et skudhul i museets hoveddør, som efter sigende stammer fra Gestapo-tiden.
Efter besættelsen overtager politiet igen huset, og med undtagelse af nogle indvendige mindre ombygninger og opretholdelsen af en indhegnet politigård i Mathilde Fibigers Have, sker der ikke meget med bygningen. Tværtimod får den over årene lov til at forfalde, og f.eks. vedligeholdelsen af de indvendige udsmykninger opretholdes ikke. Både politiet og byrådet har gennem tiden røget store mængder af tobak i lokalerne, og det siges, at byrådssalens udsmykning til sidst næsten ikke kunne ses for tobakssmuds.
I 1983 står Aarhus nye politigård færdig, den som politiet også bruger i dag, og de flytter ud af Domkirkepladsen 5. I 1980erne er der en udbredt besætterbevægelse i Danmark, hvor efterladte og tomme bygninger tages i brug af mennesker, ofte unge, der mangler billige boliger, eller nogle gange af politiske grupper og organisationer. For at undgå at det gamle rådhus bliver besat, lader kommunen forskellige foreninger bruge husets lokaler, og i 1984 flytter også Kvindemuseumsforeningen ind.
1984: Kvindemuseumsforeningen flytter ind
Da Kvindemuseet (i dag KØN) flyttede ind i 1984 delte de hovedbygningen med Mødrehjælpen. Desuden var gennemgangen til de gamle arresthus lukket af, og Besættelsesmuseet havde dengang som nu også lokaler i bygningen. Hurtigt blev bygningen dog en slags museernes hus, og i 1988 fik både KØN og Besættelsesmuseet forlænget deres husningsaftale med fem år. Det var planen, at der skulle etableres et bymuseum i bygningen, men finansieringen dertil blev aldrig fundet. Da KØN blev statsanerkendt i 1992 fik museet en fast husningsaftale, og i årene 1992-1994 renoverede Aarhus Kommune bygningen til museumsformål. Det var under denne renovering, at dekorationerne i limfarve fra 1907-9 blev restaureret, så man stadig kan se dem i dag. Kort tid derefter, i 1996 blev bygningen totalfredet, og i fredningsbegrundelsen lægges der bl.a. netop vægt på renoveringen fra 1907-9:
”Bygningen er i sit ydre et smukt proportioneret eksempel på et provinsbyrådhus opført i nyrenæssance, inspireret af Bindesbølls statshospital i Risskov, men forædlet gennem Thielmanns skoling i empirens og senklassicismens formsprog. I det indre har S.F. Kühnel i 1907 tilført rådhusbygningen nogle værdifulde nationalromantiske interiører i foyeren, trappeafsnittet samt byrådssalen og forværelset.”
I 2005 fik Kvindemuseet adgang til den gamle arrestbygning, hvor der i dag er kontorer og udstillingslokaler, og i årene efter er der foretaget flere vigtige renoveringer, men i sit store hele står bygningen efter fredningen i høj grad som den gjorde efter ombygningen i 1907-9. Særligt byrådssalen og trappeopgangen, der i 1907-9 blev udvidet, er stadig indrettet med originale møbler, så man kan få en fornemmelse for, hvordan det har føltes at besøge Aarhus Rådhus og Politigård dengang i starten af 1900tallet.
Byrådssalen i 1909 (året hvor Dagmar Petersen som den første kvinde sad i Aarhus byråd). Byrådssalen ses fra tilskuerpladserne, som fandtes i det indhug, hvor det gamle Byrådsborg står i dag. Den ekstra plads blev tillagt ved renoveringen i 1907-9, da man nedlagde en stue bag byrådssalen for at gøre lokalet større.En tom Byrådssalen lige efter der i 2014 blev lagt nye plankegulve med støtte fra Sallingfonden. I dag er salen udstillings- og arrangementslokale.
Af Pernille Taagaard Dinesen Klummen er bragt i Jyllands-Posten den 26/06/24.
Da jeg sidste sensommer tiltrådte som direktør på KØN – Gender Museum Denmark var der en frisk journalist, som i forbindelse med et portrætinterview spurgte mig, om institutionen nu stod overfor at skulle ændre navn til ”KØNST”?
Bevidst om spørgsmålets ironi og journalistens reference til min baggrund som kurator på ARoS Aarhus Kunstmuseum koblet med KØNs stormombruste navneskifte i 2019 fra ”Kvindemuseet i Danmark” til ”KØN – Gender Museum Denmark”, kunne jeg klar i spyttet svare nej, barnet står ikke overfor at skulle have et nyt navn. Igen.
Ikke desto mindre gemmer der sig bag journalistens kække attitude en spændende refleksion over alt det, som kunsten har at give til sine omgivelser – ikke mindst til kulturhistorien. Helt oplagt er det faktisk at vende spørgsmålet på hovedet og spørge, om al kunst i bund og grund ikke er skabt på baggrund af vores fælles kulturhistorie? Og hvis ja, er der så ikke tale om et uløseligt slægtskab de to fagområder imellem, kunsthistorien og kulturhistorien?
For mens vi er enige om, at kulturhistorien undersøger den menneskelig kultur og samfundskulturens generelle udvikling, ja, så nikker vi også samstemmende til ideen om, at kunsten er et spejl på vores omgivelser; en dynamisk og uafbrudt fortolkning af:
Hvad vi kommer af (vores historie)
De kulturelle sammenhænge, som vi indgår i (vores kontekst)
De sociale bånd, der knytter os (vores relationer)
Vi har en iboende forventning om, at vi i kunsten delvis skal kunne genkende os selv, delvis skal vi overraskes og motiveres til at tænke nye tanker. Kunstens forpligtelse er altså at være til stede i fortiden og i nuet på samme tid, som dens ærinde er at give bud på, i hvilken retning menneskeheden bevæger sig kulturelt set.
I bestræbelserne på at rumme det hele er det kunstens erklærede overskrift, at den netop ikke leverer svar. Kunsten rejser spørgsmål og er deraf uden bagkant i dens råderum, i dens abstraktionsevne og i dens udtryksform. Kunstens måske væsentligste kendetegn er med andre ord dens fornægtelse af fastlagte rammer, regler og strukturer.
Kunsten er fri.
Som institution er KØN – Gender Museum Denmark netop opstået på baggrund af ideen om at være fri; at udfordre hierarkierne, skubbe til systemet og bryde med standarderne. Præcis som kunsten. Alligevel har langt de fleste af os en forkærlighed for at tænke i gamle baner og placere ting på rette hylde: i kasser, siloer og søjler. Ellers mister vi jo kontrollen. Men hvorfor egentlig insistere på den rigide differentiering, når vi øjensynligt har alt muligt at give hinanden på tværs af ikke bare fagdiscipliner men også – i et større og medmenneskelige perspektiv – på tværs af holdninger, værdier og ståsted i livet? Dialogen om de mange sandheder kan sagtens eksistere side om side. Hvis vi altså bare accepterer det. Det er den altafgørende forskel. Den rummelighed arbejder vi bevidst med på KØN – ikke mindst ved at lukke kunsten ind og lade den flirte med kulturhistorien.
Min pointe med den her klumme er, at kunstens karakteristika og dens evne til at fornægte svaret er en uvurderlig gave – ikke bare til KØN og museets selvforståelse, men til samfundet generelt, når vi taler om forandringsledelse, forestillingskrise og gisninger om menneskehedens fremtidsudsigter.
Fejlagtigt antager vi, at den dybe tallerken skal opfindes hver gang, at vi står overfor en udfordring – men prøv at give dig selv lov til at se i retningen af kunsten. Kunsten har som regel allerede taget rystelserne i jorden til sig og forudset verdens u-turn længe før andre instanser. I de her år, hvor de store institutioner synker i grus, og verden er fuld af revolutioner nedefra og op er der måske ovenikøbet noget befriende og frisættende i at læne os ind i kunstens fortælling og acceptere kontroltabet og fraværet af et indiskutabelt svar på udfordringerne.
Med andre ord: Lyt, lær, lev med kunsten. Den er skabt til, for og om både dig og mig.
Den kommende museumsreform og tredoblingen af museet KØNs tilskud betyder et opgør med de mange projektansættelser på museet, der har skabt utryghed og påvirket arbejdsmiljøet. Læs artiklen som blev bragt i Akademikerbladet her
Af Pernille Taagaard Dinesen Klummen er bragt i Jyllands-Posten den 24/04/24.
Jeg har sat en klog kollega på min arbejdsplads KØN – Gender Museum Denmark stævne og den her klumme er et udtryk for, hvad der kommer til overfladen, når de velkendte syv hv-spørgsmål får lov til at pløje hen over fænomenet og udfolde dets betydning. Så! …
HVEM ER FEMINISTISKE LEDERE?
Svar: Feministiske ledere er – modsat hvad mange antager – hverken kvindelige eller feminine ledere. At være feministisk leder handler ikke om lederens køn. Det er derimod ledere, der praktiserer en særlig ledelsesstil.
HVAD ER FEMINISTISK LEDELSE OG HVAD KAN DEN BRUGES TIL?
Svar: Feministisk ledelse er en ledelsesstil med en skarp og kritisk bevidsthed rettet mod egen ledelsespraksis. En ledelsesstil, hvor du er bevidst om din magt, hvordan du bruger den og hvilke bias du selv bringer med på arbejde. En ledelsesstil, hvor du ikke er bange for at se dig selv og din virksomhed efter i sømmene og udfordre status quo: Hvad er det for en form for magt, vi har over eller med vores medarbejdere på arbejdspladsen, styrker vi vores medarbejdere og partneres empowerment? Deler vi beslutningspotentialet, inviterer vi stemmer ind fra andre dele af organisationen, også dem der ikke nødvendigvis ligner vores egen. At lede feministisk betyder både at lytte til andres input til at optimere en proces, til de udfordringer der er. Men det handler i høj grad også om at være sikre på sammenhæng mellem vision og praksis, eller med andre ord ”walk the talk.”
HVOR ER FEMINISTISK LEDELSE?
Svar: Alle mulige steder – men desværre stadig for få steder! Ikke desto mindre vinder ideen om at gentænke lederens rolle frem, og særligt ledere der tør gentænke sin rolle kan vinde i mødet med de nye generationer, som indtræder på arbejde med fornyede værdier som i højere grad handler om relation frem for autoritet, om den meningsskabende arbejdsplads som vil gøre en positiv forskel for mennesker og miljø, og om at møde hinanden i øjenhøjde.
HVORNÅR ER FEMINISTISK LEDELSE SÆRLIG RELEVANT?
Svar: Er der en virksomhed, en organisation, en forening, eller en anden samling af mennesker med et formål, så er feministisk ledelse relevant. Det er lidt ligesom bæredygtighed – det er relevant og kan anvendes i alle sammenhænge, hvor der er metode, formål, processer, mennesker og impact. Det er de størrelser, feministisk ledelse drejer sig om.
HVORFOR HEDDER DET FEMINISTISK LEDELSE?
Svar: Grunden til, at det hedder feministisk ledelse er, at mange af de værktøjer ledelsesretningen indeholder har man særligt anvendt i feministiske bevægelser og organisationer. Det er sidenhen blevet studeret og samlet i værktøjskasser, som kan bruges til ledelsestræning, for at gøre en forskel. Det grundlæggende ved feministisk ledelse er, at det er transformativ ledelse. Så det er ledelse der ikke bare læner sig op ad status quo, men en ledelsespraksis der vil mere end bare akkumulere magt og profit uden blik for konsekvenser for mennesker og miljø. En ledelsespraksis, der fremmer ligestilling, bæredygtighed, sociale spørgsmål som inklusion og diversitet men også som vil være i processen med det – tør kigge på sig selv – tør undersøge sin egen organisation: Er der nogle praksisser vi kan ændre på, nogle principper vi har brug for at lave om, hvor er der uligheder, er det altid et bestemt køn, der får visse opgaver; enten forfremmende eller netop ikke-forfremmende opgaver. Det handler om at være bevidst og om at turde gøre sig selv bevidst, og måske vigtigst af alt turde være kritisk på sig selv som leder, at man ikke nødvendigvis altid har svaret.
HVORDAN KOMMER FEMINISTISK LEDELSE TIL UDTRYK?
Svar: I vores workshops på Museum KØN arbejder vi med de 4 p’er indenfor feministisk ledelse: power, politics & purpose, principles & values og practices – det er redskaber man netop kan bruge, til at kigge sig selv i sømmene. Hvilke værdier har virksomheden, hvordan omsættes værdier til principper, som så kan blive til en praksis, og hvilke magtrelationer skal vi være bevidste om for at sikre dette. For vi har alle sammen fine ambitioner, men for at det skal være feministisk ledelse skal de værdier omsættes til konkrete principper og guidelines, som vi skal bestræbe os på at forfølge og som skal med i den hverdag, vi arbejder sammen om. Så hvis ikke vi tænker fra de store ambitioner og ned i vores konkrete praksis og omvendt, så misser vi noget af det transformative potentiale, der er i feministisk ledelse.
HVAD SÅ MED FEMINISTISK LEDELSE HERFRA?
Svar: Ja, det er jo det store spørgsmål! Kort sagt handler det herfra om at turde starte processen og blive i den – også når det ikke er ligetil. Og det vil det langt fra altid være, for forandring tager tid og kræver en dedikeret indsats, og det gælder i særdeleshed når det handler om social forandring og det ovenikøbet er vores egne vaner, bias og business-as-usual det drejer sig om. Det er det, som workshoppen på KØN omhandler.
Den her klumme kan vel være en opfordring til at genbesøge sin egen praksis, sin egen virksomhed, for eksempel ved at kickstarte med KØNs workshop ’At lede til forandring – feministisk ledelse som praktisk værktøj’.
Værnepligtens historie, kvindelige krigere og hvad nu?
Af specialestuderende Astrid Ourø Andersen
Onsdag d.13 marts udmeldte regeringen, at den vil indføre fuld ligestilling i værnepligten. I dette blogindlæg tager vi et kig på værnepligtens historie og skiftende tiders opfattelse af hvad en rigtig soldat er. Undervejs møder vi kvindelige krigere som indtil nu er blevet overset i historieskrivningen, fra vikingetidens skjoldmøer til modstandskvinden Zenia, der deltog i sabotagen af Gestapos hovedkvarter på Aarhus Universitet i 1944.
Birka Graven I 1878 udgravedes området Birka på øen Björkö i Uppland, Sverige. Vikingesamfundet som eksisterede her fra omkring år 750, havde en befolkning på omkring 700-1000 indbyggere. Hjalmer Stolpe (1841-1905), der stod for udgravningen af gravhøjene i området, beskrev en af gravene som særligt mærkværdig. I et trækammer under jorden fandt arkæologerne de jordiske rester af et menneske klædt i en dyrebar klædedragt med særlige håndværksmæssige detaljer, som identificeres til at stamme fra de eurasiske stepper, langt fra datidens Sverige. I graven fandtes også flere våben, et brætspil og to heste. På baggrund af disse statussymboler antog arkæologerne, at graven tilhørte en højtstående mandlig vikingekriger, selvom skelettets karakteristika tydede på at det var en kvinde. Efter nye DNA-undersøgelser kunne et forskerhold i september 2017, bekræfte at skelettet fra Birkagraven stammer fra en biologisk kvinde.
Tegning af gravfund, mærket ”Bj581” af Hjalmer Stolpe i Birka, Sverige. Udgivet i 1889. Public domain.
På udgravningstidspunktet i 1878 kunne man slet ikke forestille sig, at graven tilhørte en kvinde. Og noget tyder på, at der stadig hersker et kønsbias på området, for kort efter de nye forskningsresultaterne var publiceret i 2017 opstod en global polemik.[1] Nogen forskere mente, at knoglerne kunne være blevet ombyttet eller at kvinden blev begravet med disse genstande fordi hendes mand var død i kamp. Andre forskere insisterede på at kønsbias stadig forsager benægtelse af historiske beviser på højtstående kvindelige krigere i vikingetiden. Arkæolog og museumsinspektør ved nationalmuseet, Jeanette Varberg deltog også i debatten og udtalte i en artikel til TV2; ”Måske er det her stærkt kønsopdelte syn, som vi troede var i fortiden, slet ikke virkelighed i vikingernes Skandinavien”.[2] I 2019, kunne endnu en kvindelig vikingekriger fra Solør i Norge identificeres på baggrund af DNA-tests.[3]
Værnepligt og værneret De kvindelige vikingekrigere er et interessant eksempel på hvordan historikere og arkæologer har fejltolket historien baseret på samtidens kønsopfattelse. Måske kan de nye opdagelser også blotlægge vores perception af hvad det vil sige at være soldat i dag, og dermed hvem der kan blive det. Pudsigt nok stammer den moderne værnepligt fra det gamle ledingssystem, kendt helt tilbage fra vikingetiden, hvor hærreder og længder[4] stillede med: Én våbenfør karl for hver ti gårde i kongens tjeneste.[5] I Fredrik 4.’s tid fra slutningen af 1600-tallet blev der oprettet en landmilits. Den almindelige værnepligt blev indført for landbefolkningen ved stavnsbåndets ophævelse i 1788, og købstæderne fulgte trop i 1848 med det kendte lodtrækningssystem.[6]
“Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver“. Folketinget. “Danmarks Riges Grundlov, Kapitel 8, § 81”. 1849.
I 1998 indførtes den såkaldte værneret, hvorefter kvinder fik mulighed for at aftjene tid i Forsvaret på værnepligtslignende vilkår.[7] Det var 20 år efter, at vi fik den første lov, der forbød kønsdiskrimination på det øvrige arbejdsmarked.
24. februar 2022 invaderede Rusland Ukraine. Udover stigende energipriser og andre konsekvenser af sanktionerne mod Rusland, påbegyndtes en militær optrapning og NATO forlanger at Danmark gør sit, hvilket fordrede debatten om ligestilling af værnepligten. I vores nabolande Norge og Sverige indførtes værnepligten for kvinder i henholdsvis 2015 og 2018, hvilket styrkede deres forsvar ved at gøre det nemmere at skaffe soldater nok.[8] I Norge blev procenten af kvinder, der fuldfører førstegangstjenesten fordoblet mellem 2014 og 2023. Sidste år var 33,5 procent af de værnepligtige – kvinder, i sammenligning med 2014 hvor det kun var 13,6 procent. Chefsergent i det norske forsvar Rune Wenneberg har udtalt til DR at den kønsneutrale værnepligt har givet et bedre forsvar, da der skabes et mangfoldigt grundlag at rekruttere fra til de professionelle styrker. Både i Norge og Sverige fremhæves det den problematiske machokultur ændres i takt med at kønsfordelingen balanceres. Major og kompagnichef i det svenske forsvar, Hans Gustavsson mener at kvinder bidrager til bedre samarbejde og bedre beslutninger.
I Danmark udgjorde kvinder 25 procent af de værnepligtige i 2023. Hvor unge mænd i dag har pligt til at deltage i forsvarets dag (tidligere session), kan kvinder frivilligt melde sig. Desuden skal mænd have en fysisk eller psykisk årsag til, at de ikke kan gennemføre deres værnepligt, mens kvinder kan sige op med en måneds varsel uden grund.[9]
Formel ligestilling I Danmark har vi formel ligestilling på arbejdsmarkedet, hvilket kort og godt vil sige at man ikke må særbehandles på baggrund af sit køn.[10] Vi har desuden en af verdens højeste erhvervsfrekvenser for kvinder, samtidig er arbejdsmarkedet dog meget kønsopdelt. De såkaldte kvindefag fx omsorg og pleje står stadig i kontrast til de såkaldte mandefag håndværk og STEM-fag; naturvidenskab, teknologi, ingeniørarbejde og matematik. I 2023 viste en rapport fra Beskæftigelse-ministeriet at hovedparten af ansatte i den offentlige sektor er kvinder, nemlig over 70 procents, hvorimod mænd udgør 90 procent af bygge og anlægsbranchen.[11]
I februar gjorde Forsvaret tilløb til større ligestillingen ved at ændre krav til bl.a. højde og bryststørrelse. Chef for Værnepligt- og rekruttering Jesper Lynge udtaler, at der i fremtiden vil gælde en vurdering af aspiranternes ”samlede fysiske habitus”.[12] Hos organisationen for Kvindelige Veteraner har man længe sat fokus på udfordringerne ved at være kvindelig ansat i Forsvaret. I et interview til TV-avisen på DR1 25. februar, siger forkvinde Karen Philippa Larsen, at det er positivt at Forsvaret aktivt ”arbejder med en ret gammeldags forståelse af hvem er en rigtig soldat”.[13]
Kæmp for alt hvad du har kært I modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig, bestod kvindernes arbejde primært i at udføre sekretæropgaver, kurerarbejde og indkvartering, som muliggjorde sabotageaktionerne. Redaktør for modstandsbladet Frit Danmark Kate Fleron skriver i 1945 at ”I besættelsesårene blev kvinderne mændenes skjold.”[14] Forestillingen om det stærke køn – manden, som deltager aktivt og sætter livet på spil for at beskytte det svage køn – kvinden, er for unuanceret. Krige omvælter hverdagen og forandrer kønnenes positioner, og selvom kvindernes rolle i modstandskampen ofte var mere indirekte end mændenes, var de aktive deltagere, som risikerede samme straf som deres mandlige medsammensvorne. Dog gavnede kønsforestillingen nogle kvinder, som langt hen ad vejen kunne undgå visitering, når de som Lise Nørregaard transporterede illegalt materiale omkring i cyklekurve og barnevogne.
”Vognen med tvillingerne er – især når Christian sidder på et bræt foran – et glimrende skalkeskjul. Folk, der holder af børn har ikke øje for andet end dette opbud af, når jeg selv skal sige det, yndige unger. Og folk, der ikke har videre sans for børn, vil aldrig tro, at en kone, der er så fjumret at tillægge sig tre babyer på mindre end to år, kan være en trussel for nogen eller noget på denne jord, inclusive Værnemagten. Så Anne og Bente har allerede prøvet at ligge på mange interessante ting, fra illegale skrifter til stencils og et enkelt skydevåben som jeg befordrede for vores genbo, købmand Mikael Andersen.”
De sendte en dame, Lise Nørregaard, 2014, 1. e-bogsudgave, Gyldendal. P. 326-327
Andre kvinder var mere direkte involveret i sabotageaktionerne, som chauffører eller som Hedda Lundh, der rejste rundt og instruerede diverse fraktioner af modstandsbevægelsen i at udføre sabotagesprængninger. I 1944 måtte Hedda og hendes mand flygte til Sverige, da resten af deres gruppe blev pågrebet af tyskerne. Hedda’s mand Carl Ejner blev medlem af Den Danske Brigade og Hedda ville også gerne bidrage på lige fod, men på trods af sin tekniske viden og erfaring fra modstandsbevægelsen, blev hun her kun tilladt at deltage i Lottekorpset og blev sat til at skralde kartofler resten af krigen.[15]
Fra KØNs Arkiver I KØNs arkiver findes et interview med en af de kvindelige modstandsfolk fra Aarhus, der deltog som kurrer i modstandsbevægelsen. Af interviewet fremgår både frygt, vrede og voldsparathed;
Interviewer: ”Var det lange rejser?” Anonym: ”Ja altså, f.eks. turen til København herfra var en lang tur, men jeg tog jo på dem. Så en dag jeg sad alene i kupéen […] Der sad der en SSer og han snakkede jo til mig, og jeg sad og fik de mest frygtelige tanker, og til sidst fik han min adresse, fordi jeg bestemte at så ville jeg skyde ham når han kom hjem. Men jeg lukkede ham ikke ind da han kom. Men tænk at have sådan nogle tanker……” Interviewer: ”Der må have været en grund til at du fik sådan nogle tanker, var der ikke det?” Anonym: ”Ja nu havde de jo dræbt min man nede i koncentrationslejren, ikke, så og jeg havde været vidne til mange uhyrlige ting de havde gjort og jeg var jo…. Nej det tør jeg ikke fortælle det er for nærgående.”
Zenia Berry I efteråret 1943 beslaglagde Gestapo, fem kollegier på Aarhus Universitet og indrettede dem til jysk hovedkvarter. Gestapo chefen Eugen Schwitzgebel optrevlede på dette tidspunkt store dele af den jyske modstandsbevægelse, bl.a. ved hjælp af stikkeren Grethe Bartarms. På anmodning fra den jyske modstandsbevægelse bombede det engelske luftvåben Royal Air Force den 31. oktober 1944, derfor Aarhus Universitet for at tilintetgøre Gestaspo’s arkiver. Samtidig forsøgte modstandsgrupperne at befri flere tilfangetagende modstandsfolk.
Lavtflyvende Mosquito-fly over universitetet. I baggrunden skimtes Langelandsgades Kaserne, som var sekundært mål for luftangrebet. Fotograferet af Royal Air Force. Kilde: Antikmuseet. Public Domain.
I efteråret 1943 beslaglagde Gestapo, fem kollegier på Aarhus Universitet og Bomberne faldt klokken 11.41, blandt de dræbte var gestapo-chefen og op til 75 andre.[16] Kureren Ruth Phillipsen, som var blevet taget 7. oktober, overlevede eksplosionerne og kunne ved et lykketræf kravle ud af ruinerne, søge tilflugt i et nærliggende hus og kom senere i sikkerhed i Sverige.
Blandt de skænkede genstande, er også en pistol. Det var en kriminalassistent, der skaffede Zenia pistolen, efter at den administrerende direktør Bernard som overraskende blev arresteret af Gestapo 31.5.1944.
Zenia Berry og direktør for Ceres bryggerierne og regionschef for Dansk Røde Kors, Bernhard sad klar i en bil på Ringvejen og ventede. Deres opgave var at køre den tilfangetagne Pastor Harald Sandbæk væk fra Gestapo efter eksplosionen. Pastoren blev dog alvorligt såret under bombardemanet og blev i forvirringen forvekslet med en af tyskernes danske medhjælpere og ført til kommunehospitalet, hvor han med hjælp fra personalet fik forfalsket en dødsattest og senere sent i skjul inden han kunne sendes til Sverige.17
Zenia’s søn har doneret moderens genstande fra krigstiden, og flere af dem kan i dag ses i udstillingen ”KØN Redelighed”. Zenia benyttede sig af tilfældige navne og falske identitetskort. I boet efter hende fandtes der desuden en stålæske med en sprøjte, hun kunne give sig selv, hvis hun blev taget. I 1945 efter krigens afslutning den 5. maj, deltog Zenia i mødet med Gudrun Fiil i Hvidsten, hvor RAF tildelte fru Gudrun Fiil en britisk orden. Måske bar hun ved lejligheden de fine øreringe i de engelske farver hvid, blå og røde.
Zenia bar ørenringene i befrielsessommeren 1945. De er i de engelske farver.
Udvikling og afvikling Som vi så det med vikingetidens kvindelige krigere og modstandskvinder under Anden Verdenskrig har kvinder historisk set ikke stået tilbage fra at sætte livet på spild i militær konfrontation eller fra at deltage i frihedskamp. Dog er kvinder blevet marginaliseret på baggrund af køn både i det officielle forsvar og uofficielle grupper som i Modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig, hvor opgaver blev tildelt på baggrund af køn frem for evner, og langt hen af vejen blev kvinderne henstillet til at holde sig i kulissen. I det kommende år er regeringens mål at tilføre Forsvaret store økonomiske ressourcer, hvilket bl.a. skal hjælpe med fastholdelse og tiltrækning af personale. Regeringen vil ligestille gennem indførsel af fuld værnepligt på tværs af køn, men ligestilling kunne i teorien også ske ved helt at afskaffe værnepligten og lade Forsvaret rekruttere personale på lige fod med resten af landets virksomheder og institutioner. Siden værnepligtens indførsel er vi gået fra at føre krig til fods og på hesteryg til atombomber, jægerfly og cyperangreb. Hvis det ikke er kvantitet men kvalitet, der udmærker sig i nutidens krigsførelse er det måske værd at overvejer hvilken tid, samfunds- og verdensorden værnepligten hører til, samt hvilke kvaliteter der bør kendetegne ikke bare en rigtig med en god soldat, hvad tænker du?
[1] Price, Neil, Charlotte Hedenstierna-Jonson, Torun Zachrisson, Anna Kjellström, Jan Storå, Maja Krzewińska, Torsten Günther, Verónica Sobrado, Mattias Jakobsson, and Anders Götherström. “Viking Warrior Women? Reassessing Birka Chamber Grave Bj.581.” Antiquity 93, no. 367 (2019): 181–98. https://doi.org/10.15184/aqy.2018.258 .
[4] Betegnelsen lægd (afledt af sammenlægning) har siden 1600-tallet været anvendt for det antal gårde, der i fællesskab skulle stille én soldat. Efter en kongelig forordning af 22. februar 1701 var Danmark inddelt i lægder af 20 tønder hartkorn, og ansvaret for soldaterudskrivninger var pålagt godsejerne.
[5] Lund, Niels: Lið, leding og landeværn. Hær og samfund i Danmark i ældre middelalder, Vikingeskibshallen: Roskilde 1996.
[6] Bjerg, Hans Christian. Stavnsbånd og værnepligt, omkring værnepligtsreformen 1788. Værnepligtsstyrelsen 1988, Nortex Grafisk Service Center, København. Danskernes Historie online. Webkilde: https://slaegtsbibliotek.dk/932125.pdf
Af Pernille Taagaard Dinesen Klummen er bragt i Jyllands-Posten den 21/02/24.
Jeg har givet mig selv et tankeeksperiment. Det lyder sådan her: Hvis den demokratiske samtale var en person, hvilken person ville den så være? Det er måske et absurd, men ikke desto mindre ærligt tankeeksperiment, som jeg har valgt at forfølge, da jeg oplever, at den demokratiske samtale falder over sine egne ben i en sådan grad, at begrebet nærmest kalder på at blive analyseret 360 grader rundt.
Så, hvad er mit svar? Hvilken person kan sidestilles med den demokratiske samtale? Jo, jeg mener, at den er et smertensbarn – barnet, der ifølge Den Danske Ordborg, ”volder forældrene bekymring, besvær og sorg”.
Næste naturlige spørgsmål i det her tankeeksperiment er, hvem der så kvitterer for forældrerollen til smertensbarnet? Hvem ”har født” den demokratiske samtale, hvad er dens strukturelle rammesætning? Det spørgsmål virker indlysende at besvare; konteksten for den demokratiske samtale er det demokratiske samfund. Og det er netop i den sammenstilling, der tegner sig et foruroligende billede, for i forholdet mellem smertensbarnet – samtalen – og forældrerelationen – samfundet – flyder det over med polariserende, hetzene og fordømmende udsagn. Udsagn, som graver dybe kløfter, spreder sig med lynets hast og fuldstændigt udvander den demokratiske samtales oprindelige ærinde: tålmodigt at drøfte uenigheder, lytte til andre synspunkter end dine egne og opnå viden og respekt gennem forskellige livssyn.
Desværre er problemet ikke kun betegnende for enkeltindividets hyppige brug af djævle-emojier i kommentarsporene på sociale medier. Det er i lige så høj grad en tendens motiveret af mediernes evige jagt på konfliktfyldt materiale. Jeg oplever sparsom vilje til mentalisering og nuancering i mediebilledet. Konfliktstof er lig med godt stof. Nuancer i den offentlige debat er irriterende, da de udvisker konfliktens styrke. Løb! Råber djævle-emojierne til hinanden. Videre! Der er gang i et nyt bål herovre …
Når den demokratiske samtale gengældes offentligt med hetz og had bliver den uhensigtsmæssigt til sin egen spændetrøje. Vi begrænser os selv og hinanden, og vi reducerer den demokratiske samtales frie gang på jord af ængstelse for, at medierne og djævle-emojierne bringer os steder hen, hvor vi ikke ønske at være. Det er et kæmpe problem med den konsekvens til følge, at vi sikrer kun at tale til ”de frelste”, læs: den gruppe af mennesker, som vi ved, deler vores personlige meninger. Eller endnu værre bevirker det, at vi helt tier stille, fordi vi ikke orker bål og brand i slipstrømmen af vores individuelle syn på verden.
På min arbejdsplads, KØN – Gender Museum Denmark, er djævle-emojiernes bål potentielt ulmende hver eneste dag. Museet, mine kollegaer, museets samarbejdspartnere og jeg er blevet mødt med had, trusler og vrede. Med beskyldninger om at være satanister og pædofile. Vi oplever anklager, der spænder over hele buen fra kvindefjendsk til mandefjendsk.
Det er opslidende, ressourcekrævende og komplekst at navigere i, og alligevel står vi fortsat op for sagen og lægger vores vågne arbejdstimer et sted, hvor risikoen for at blive beskudt, beskyldt og beklikket er dagligdagskost.
Men det handler som nævnt desværre ikke kun om KØN som institution men om samfundet som et hele. Af en grund har Aarhus Kommune formuleret et sæt af komplekse problemstillinger under titlen ”De Vilde Problemer”, hvori den demokratiske samtale optræder som et særligt anliggende under et særligt pres.
Men hvem har egentlig ansvaret for smertensbarnet, den udfordrede demokratiske samtale?
Det har vi alle sammen – men det har i første instans, og især! medierne, politikerne, og alle der med en synlig magt tegner samfundets og enkeltindividets virkelighedsbillede. Men om revolutionen til forandring sker oppefra og ned eller nedefra og op, så har vi alle mulighed for at bidrage. Fx ved at begrænse brugen af djævle-emojien og i stedet være nysgerrige på nuancer, præmisser og kontekster for den demokratiske samtale. Djævle-emojien fortæller (modsat hvad man skulle tro) intet om indholdet i den demokratiske samtale. Den tegner udelukkende et mønster af, at hver eneste gang smertensbarnet møder en djævle-emoji, ja, så krymper barnet sig. Det er dét mønster, som vi bør fokusere på at ændre fremfor at misbruge den demokratiske samtale på at skændes om rigtig og forkert.
Hør museets faginspektør og samlingsansvarlig Signe Uldbjerg Mortensen i podcasten “KRANIEBRUD” på Radio4.
Dette program dykker ned i fænomenet sextortion, hvor ofrenes egne historier også bliver fortalt. Medvirkende: Signe Uldbjerg Mortensen, faginspektør på Museet KØN og ekstern lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet og Flemming Kjærside, politikommisær ved Politiets Nationale Cybercrime Center.
Af Pernille Taagaard Dinesen Klummen er bragt i Jyllands-Posten den 22/12/23.
Jeg tænker en del på Generation Z i øjeblikket. Ikke alene betinget af, at to tredjedele af min børneflok bestående af tre pragtfulde sønner er født i tidsrummet 1995 – 2010 og derfor føjer sig til den internationale generationsbetegnelse. Nej, også begrundet i, at Z’erne fylder mere og mere i samfundet, konkret og symbolsk, og at jeg er direktør på et museum, hvor 54% af ca. 50.000 årlige gæster er unge mennesker mellem 14 – 29 år. Det er intet mindre end en vidunderlig omstændighed, som jeg mener, at vi som institution er forpligtede til at tage ejerskab på ved nysgerrigt at zoome ind på, hvad det egentlig er, at den her generation kendetegnes ved.
Spørger man ude i samfundet hvordan Z’erne gør sig bemærkede, tegner der sig et interessant mønster af en generation, der siger fra, står op for deres værdier og leder efter et job med ”purpose”, læs: det meningsfulde arbejdsliv. Stort set samtlige virksomhedsledere, som jeg taler med i øjeblikket, giver udtryk for en ”Z-forstyrrelse” i en sådan grad, at identitetsopfattelsen på arbejdsmarkedet er voldsomt udfordret.
”Det er som om, at de påtvinger mig en ny form for lederrolle”, sagde en midaldrende leder fra en stor dansk bank til mig forleden. ”Hvor jeg tidligere satte strategisk retning for mit team, er jeg nu en form for diplomat mellem de ældre kollegaer og den unge generation. Det handler i langt højere grad om dialog og om sprog”.
Gud, hvor jeg synes, at det er spændende! Tænk, at de små bavianer, som jeg selv har været med til at sætte i verden, formår at blæse så kraftigt til fundamentet, at det vakler! Og i min videre fascination af Z’erne kan jeg ikke lade være med at reflektere over, om de mon virker så intimiderende på os fordi, at de er lykkedes med noget, som vi ikke selv er lykkedes med? At stå op for værdierne. At sige fra. At insistere på det meningsfulde arbejdsliv. Jeg tror, at det er en øvelse værdig at vende blikket indad og spørge, om ”Z-forstyrrelsen” i bund og grund er et udtryk for vores egen utilstrækkelighedsfølelse?
Her kan jeg naturligvis ikke tillade mig at generalisere men står ved min egen historie, når jeg deler med læseren, at jeg i de 20 år, jeg har været på arbejdsmarkedet, aldrig har krævet noget upfront af min arbejdsplads. Aldrig. I hvert fald ikke før det stadie hvor jeg suget for hver en blodsdråbe har måttet krybe til korset og bede om hjælp. Jeg har heller aldrig vovet at fritte min leder for institutionens værdisæt, da jeg autoritetstro har antaget, at virksomhedens grundsokkel var urørlig. Og jeg bakser stadig – i en alder af 48 år – med at sætte faglige og medmenneskelige grænser for at sikre den meningsfulde balance mellem mit privat- og arbejdsliv. Så hvem er det egentlig, der har fat i den lange ende her?
Det er vel ikke for meget at udtrykke, at det fælles tredje, der opstår mellem Z’erne og os ”gamle elefanter” på arbejdsmarkedet er en klassisk generationskløft. Men hvornår har nogen ny generation ikke positioneret sig selv ved at tage markant afstand til de autoriteter, handlemønstre og normer, som deres forældrenes generation er rundet af? Formodentlig aldrig, er mit bedste svar.
Vi er nødt til at gribe i egen barm og anerkende et stort ansvar, når det kommer til ”Z-forstyrrelsen”, for det er jo (for pokker!) os, Generation Z’s forældre, som har motiveret deres værdibårne og sproglige tilgang til verden. Her taler jeg igen for egen regning, når jeg deler, at jeg lige siden omtalte sønner var små dagligt har bombarderet dem med følelsesorienterede, refleksive spørgsmål a la: ”Hvordan har du det”? ”Hvad har du lyst til”? ”Hvor går din grænse”?
Så i stedet for at rynke på panden over en generation, som umiddelbart ikke virker til at passe ind i den eksisterende arbejdsmarked-skabelon, er vi nødt til at indse, at der er et markant paradigmeskifte på vej, som allerede for nuværende udfordrer skabelonen og på sigt vil sætte den helt ud af spil. Måske skulle vi derfor vende bøtten og takke Generation Z for at virkeliggøre nogle af de fundamentale ting, som mange af os ikke selv formåede at definere i vores indledende år på arbejdsmarkedet. Hvis vi øver os i at fortolke Z’ernes utrættelige krav til omgivelserne som andet end kritik af de eksisterende systemer, gør vi faktisk os selv en kæmpe tjeneste, for lige om lidt er det dem, Generation Z, der sidder bag rattet i bussen, mens vi andre gamle elefanter må kravle ned på bagsædet.
Og nej, jeg ved det godt. Det er aldrig nogen behagelig udsigt at skulle ned at sidde bagerst i bussen. Alligevel er det vel på sin plads at udtrykke et ”Tillykke med det”! For det er vel en form sejr, at enhver ungdom insisterer på radikal og strukturel forandring og at vi, om end forsinket, kontinuerligt inspireres og lærer noget af hinanden på tværs af generationer.
CARRY ME er en international særudstilling om taskens kønnede kulturhistorie fra middelalder til i dag.
Med udstillingen zoomer vi helt ind på tasken som kønnet objekt. Fra dametaskens indtog i 1700-tallet til tasken som et oprør, et statussymbol og en identitetsmarkør. Udstillingen viser flere end 80 hverdagstasker, ældre kulturhistoriske tasker, og tasker der blev ikoniske, fra 20’ernes art deco til de verdenskendte ”The Kelly Bag”, ”Lady Dior” og de første håndtasker til mænd.
CARRY ME viser håndtaskens kønnede kulturhistorie. Når samfundet ændrer sig, gør tasken det også. Ofte kan de mindste og mest almindelige hverdagsting fortælle os om nogle af de største strømninger i vores tid.
Se videoen nedenfor og hør mere om vores særudstilling, som du kan opleve på museet frem til den 30. december 2023.
Hvert år i #ugesex stilles der skarpt på seksualundervisning landet over, men hele året kan man booke seksualundervisningsforløb på museet.
Museets seksualundervisningsforløb tager udgangspunkt i et kulturhistorisk perspektiv, hvor unge kan snakke åbent om køn, sex og krop ud fra museets genstande. Netop museumsgenstande kan fortælle historier om, at andre har gennemlevet det samme som en selv, om andre tiders normer og brud med samme, og om dem, der turde gå forrest. Dette skaber en tryg ramme for en åben debat om de unges udfordringer i dag.
Se videoen nedenfor, og lær mere om de emner, der tages op i seksualundervisningen på KØN .
Hvad ligger der bag beslutningen om at skifte navn, og hvordan tackler man som direktør at håndtere den interne organisationsforandring, samtidig med, at man er til stede i den offentlige kønsdebat? Og hvordan skaber man en platform hvor ældre og yngre generationer kan møde hinanden i en respektfuld dialog om emner, der er så følsomme som køn, identitet og rettigheder?
På KØN – museum for kønnenes historie er der sket en stor forandring i brugersammensætningen gennem de seneste år. I 2021 var 62,5 % af museets brugere således unge. Slots- og Kulturstyrelsen har bedt reflektere over, hvorfor de er lykkedes med at tiltrække de unge brugere, der vurderer den samlede museumsoplevelse til 8,3 ud af 10.
Vi står midt i krig og medierevolution, og der bliver talt om ekkokamre, fake news og øget polarisering. Samtidig ser vi en generation af unge (generation Y og Z), der kæmper for klima, kønsligestilling og menneskerettigheder. Verden rykker sig i bølger, og disse år er præget af mange revolutioner (MeToo, #fridaysforfuture, blacklivesmatter m.fl.), hvor der bliver sat klare grænseskel mellem før og efter. De mange opbrud og nye tanker ryster os alle sammen, og der opstår vaklen og friktion. Fælles for os alle er, at forandringerne får os til at søge efter forståelse og fundament. Efter rødder, fællesskaber og tryghed.
De danske museer har i en længere årrække (med Covid-19 som midlertidigt timeout) tiltrukket flere og flere brugere. Det er (udover kudos til museernes egen ihærdighed, naturligvis) ikke tilfældigt, og vi bør stoppe grundigt op og se på, hvad museer betyder for og i vores samfund. Og vi bør anerkende, at denne betydning ændrer sig hele tiden – ligesom samfundet gør det – og at den er (og bør være) forskellig fra museum til museum.
Når jeg ser på Den nationale brugerundersøgelses resultater på KØN fra 2017- 2021, er der sket en udvikling, der er til at få øje på. Tendensen er et markant stigende yngre publikum. I 2021 var der ifølge undersøgelsen hele 63% af museets brugere mellem 14-29 (og det er vel at mærke ekskl. alle skolebesøgene). Gennemsnittet på danske museer er 17% i den aldersgruppe. Samtidigt står det klart, at KØNs niche er at være platform for viden og debat: Hele 73% kommer på KØN, fordi de er videbegærlige. Glædeligt er det også, at vurderingen af den samlede generelle oplevelse af KØN er steget i perioden.
Dette har på den ene side at gøre med museets strategiske og kommunikative ryk samt det udvidede ansvarsområde – fra kvindehistorie til det bredere køns[1]historie. Men jeg tror også det handler om museets manifesterede aktivistiske selvforståelse: at museets egen stemme formår at gå i symfoni med brugerne og med samfundsudviklingen. At vi kvalificerer og perspektiverer den offentlige debat, men også at vi sætter dagsorden. Dette skal ikke forstås som populistisk leflen for tidens tendenser. Det handler om, at vi på museet forstår, at vores fag[1]lige troværdighed forpligter, og at vi anskuer museet som en evigt foranderlig størrelse, der er i samspil med verden omkring os.
Det er velkendt, at yngre målgrupper vil inddrages i udstillingerne (også udover instagram-hotspots på museet!). Og ifølge en undersøgelse foretaget af MuseumNext i 2017 vægter det endvidere tungt hos personer under 30 år, at museer indtager et standpunkt og vil skabe forandring. Dét kombineret med opfattelsen af museer som de mest troværdige institutioner i samfundet – med en troværdighed vurderet langt over politikere og medier – viser vejen for museers potentialer overfor det yngre publikum.
Det ville dog være et selvmål at gå blindt efter de unge blot ’for the sake of it’. Differentiering på museerne er vigtig, og selvforståelsen på det enkelte museum er altafgørende. Det handler om integritet. Den nationale brugerundersøgelse er et redskab til at få bekræftet (eller afkræftet) sin niche og selvforståelse; til at finde sin relevans, sit ståsted og sit mod til nytænkning. Og det billede vil se forskelligt ud fra museum til museum. Heldigvis.
En tendens går dog igen: og det er brugernes videbegærlighed. Jeg tror, vi vil se, at museernes troværdighed og særlige rum for formidling af viden kun bliver vigtigere for fremtidens generationer. Derfor kan alle museer med fordel dyrke det dybe, det nørdede – ja, jeg er lige ved at sige: det støvede ved det at være museum. Også i markedsføringen. Det er faktisk heri, det eventyrlige ved muse[1]er findes, og det er netop dette perspektiv, nutiden har brug for og efterspørger. Og man kan finde relevans allevegne. Her på museet vil vi fortsætte med at formidle historiske cases og genstande, der belyser nutidens problemstillinger og skaber bevidsthed om, at vi er historieskabte såvel som historieskabende. Undervisningsforløbet ”Fra sædelighedsfejde til MeToo”, er et eksempel herpå. Vi fortsætter også med det strategiske fokus på den levende formidling (events, pop-ups, digitale tiltag m.v.) og med vores tænkning af museet som en social hub, hvor mennesker mødes.”. Det spår jeg bliver vigtigere for fremtidens gene[1]rationer, der vil inddrages, blive klogere og have det rart med hinanden imens.
En ting er jeg overbevist om, og det er, at alle museer har potentialet til at bruge deres stemme, deres rum og viden, til at bidrage aktivistisk til den demokratiske debat, til dannelse, til velfærd og til velvære. Hver på sin måde. Det får vi brug for.
Påskedag udtalte Birgitte Bergman (K) i et interview til Berlingske, at: »navneskiftet fra Kvindemuseet til KØN viser, at der er en aktivisme i kunst og kulturverdenen, som jeg finder anstødelig. Det er åbenbart ikke længere legitimt at fortælle om kvinders kamp, det er absurd, og som kvinde føler jeg mig provokeret.«
Jeg vil ikke lade museet KØN blive taget som gidsel i en anti-woke-dagsorden, hvor det ikke hører hjemme. Til gengæld vil jeg gerne rose Birgitte Bergmans øvrige udtalelser om, at kunsten skal være fri, og at vi skal værne om vores fælles kulturarv. For de principper deler hun med KØN.
Hvis den konservative kulturordfører står ved sine ord om, at kunsten skal være fri og at kulturarven skal værnes om, bør hun ikke overveje at skære i tilskuddet til Museet KØN. Hun bør i stedet overveje at tildele det flere penge.
Når Birgitte Bergman ikke er klar over, i hvor høj grad hun har fælles mål og værdier med vores museum, må det være, fordi jeg ikke har forklaret dem godt nok. Hermed et forsøg:
Et naturligt navneskift I 2015 blev Kvindemuseet kvalitetsvurderet. Her fandt Slots- og Kulturstyrelsen, at museets formålsbeskrivelse var ude af trit med museets vision. Der var brug for fokus på køn i et bredere perspektiv, hvor også mænd som køn blev inddraget. Præcis ligesom forskningsfeltet på universiteterne har udviklet sig fra »kvindestudier« til det bredere »kønsstudier«.
Navneskiftet var en naturlig konsekvens af det udvidede mandat og trådte efter stor mediebevågenhed i kraft i februar 2021, hvor jeg paradoksalt nok måtte forsvare beslutningen over for de identitetspolitiske stemmer, som Bergman selv blæser til kamp imod.
Birgitte Bergman udtaler også, at museets navneskift betyder, at kvindekampen ikke længere er legitim at tale om. Men et navneskift kan på ingen måde ændre ved, at kvinders historie uundgåeligt er afsættet på et museum om køn, ligestilling og mangfoldighed. Kvindehistorien er hele grundlaget for KØNs udvidede ansvarsområde.
Sidste år misforstod modstandere af navneskiftet også bevæggrunden for navneændringen og anklagede museet for at være ’woke’, ’identitetspolitisk’ og for at være et ’minoritetsmuseum’.
Men museets mandat er det stik modsatte: Vi er forpligtet til at sætte fokus på relationerne mellem køn og på, hvad køn har betydet til forskellige tider – for os alle sammen. Ligestilling er noget, vi gør sammen. Det nye, bredere perspektiv betyder, at museet også tager livtag med problemstillinger relateret til maskulinitet og manderoller og giver dem et historisk modspil.
KØN værner om kønnenes kulturarv KØN er et statsanerkendt specialmuseum, som ifølge museumsloven skal sikre den kønnede kulturarv i Danmark. Museumsloven dikterer også relevans, og KØN sætter dagsordener og udgør en national forsknings- og public service-funktion – for ikke at nævne den lange række af velfærdsopgaver, museet varetager, såsom skoleundervisning og rådgivning af offentlige myndigheder. Vi holder international mandedag og laver pop-up museum – præcis ligesom vi fejrer 8. marts, mors dag, pride og meget andet.
Det er helt særligt, at vi i Danmark har en institution, en platform, som kan bygge bro mellem historie og nutid, og som lader borgerne mødes i samtalen om køn og ligestilling.
Trods et famøst navneskift og en coronakrise har KØN et stigende publikumstal, der udgøres af et stadig yngre og mere mangfoldigt publikum. Noget, som politikere gennem mange år har krævet af museerne i Danmark.
Man oplever det bedst med sine egne øjne – så kære Birgitte Bergman, jeg giver gerne både kaffe og kvindehistorie, hvis du en dag skulle få lyst til at besøge KØN.
Afsnit 02 om Kvindemuseet – med Julie Rokkjær Birch
I podcastserien ”Samfundets museer” taler museumsdirektør Jane Sandberg med en række danske museumsdirektører om, hvilke museer vi skal have i fremtiden. De er alle stærke stemmer i kulturdebatten, men arbejder fra forskellige perspektiver med, hvilke roller deres museer skal spille for samfundet.
I dette afsnit taler Jane Sandberg med Julie Rokkjær Birch, som er direktør for Kvindemuseet i Aarhus. Hun er fortaler for, at museerne agerer meget mere aktivistisk, og hun har – til trods for, at hun kun har siddet i sin stilling et års tid – allerede sat museet på Danmarkskortet som en vigtig aktør i kønsdebatten.
