KØN – Gender Museum Denmark ligger i Aarhus. KØN sætter fokus på kønnenes kulturhistorie og diskuterer kønsproblematikker, ligestilling, krop og seksualitet.
Her kan du følge med i kommende arrangementer og læse om nye tiltag på KØN. Du kan holde dig opdateret på særlige åbningstider, nyt fra caféen og en masse andre nyheder.
KØN Café er en hyggelig og stemningsfuld oase midt i Aarhus. Her kan du nyde en forfriskning efter et besøg på museet eller lægge vejen forbi til en skøn grøn frokost, når du er i byen.
Der er gratis entré til cafeen.
KØN – Gender Museum denmark ligger i Aarhus. KØN sætter fokus på kønnenes kulturhistorie og diskuterer kønsproblematikker, ligestilling, krop og seksualitet.
D. 25. november er FN-dagen for afskaffelse af vold mod kvinder, men også starten på FN-kampagnen ’16 Days of Activism against Gender-Based Violence’, der kører frem til d. 10. december. Kampagnen har til formål at bekæmpe vold mod kvinder, som stadig er et udbredt problem verden over. Kampagnen er ikke kun en påmindelse om vores forpligtelse til at opnå ligestilling, men også en opfordring til konkrete handlinger, der mindsker uligheden mellem kønnene og adresserer årsagerne til vold.
For at markere disse dage, kan du her komme med bag om KØNs samling, hvor registrator Birgit Grønnebæk viser genstande frem fra Dannerhuset. Danners krise- og kvindecenter hjælper voldsudsatte kvinder og børn og udvikler nye indsatser, der styrker kvinder og forebygger vold.
Hør mere om Dannerhusets historie og om KØNs genstande derfra i videoen.
Af direktør Pernille Taagaard Dinesen Klummen er bragt i Jyllands-Posten den 17/10/24
Fyrre, fed og færdig eller frisk, fyrig og festlig? Køn – Gender Museum Denmark har fødselsdag.
Der er tale om et skarpt hjørne for en institution, som siden sin første udstilling for publikum i 1984 har været omdrejningspunkt for adskillige holdninger, megen modstand og stor blæst. Her kommer et ”walk down memory lane” i anledningen af omvæltende 40 år på bagen.
Køn er barn af 1980’erne med afsæt i 1970’ernes kvindebevægelse, der gav anledning til kvindeforskning på universiteter og læreanstalter. Herfra udsprang idéen om at skabe et museum for og om kvinder til alment kendskab for samfundet. En dedikeret græsrodsbevægelse lagde således den første og afgørende byggesten ved at oprette Kvindemuseumsforeningen med det formål for øje at udvikle et nyt museum parallelt med ambitionen om at skabe en meningsfuld og indholdsrig arbejdsplads for kvinder.
Som det er ethvert museum pålagt, er museets samling dets base. For de kunsthistoriske museer består samlingen af kunstværker, mens den for de kulturhistoriske museer som Køn består af kulturhistoriske genstande.
Fra scratch annoncerede omtalte museumsforening derfor efter kulturhistoriske genstande omhandlende kvinders liv og virke. Fra en førstehåndskilde (læs: tidligere museumsdirektør på Kvindemuseet Merete Ipsen) har jeg ladet mig fortælle, at annonceringen udløste en kø hele vejen ned ad Mejlgade og rundt om hjørnet til museets adresse på Domkirkepladsen 5 i form af kvinder med tunge bæreposer i begge hænder indeholdende ting fra deres bedstemødres, mødres, søstres, veninders og eget levede liv. Fundament var med andre ord lagt til at udvikle spændende udstillinger, og med virkning fra 1991 blev museet statsanerkendt som et landsdækkende specialmuseum med ansvar inden for museumsloven for kvinders kulturhistorie i nyere tid.
Men tiden går som bekendt, og tilstandene i samfundet udvikler sig. Sådan har det altid været. Derfor opfordrede Slots- og Kulturstyrelsen til, at det grundlæggende fokus på kvinders kulturhistorie blev underlagt et fagligt genbesøg, og i 2016 anerkendte styrelsen museets udvidede ansvarsområde til et bredt arbejde med kønnenes kulturhistorie. Det førte i 2021 til et stormombrust navneskifte fra Kvindemuseet i Danmark til Køn – Gender Museum Denmark.
Og hvor er vi så i dag, 40 år efter at entreprenante kvinder tog ejerskab og banede vejen for et kulturhistorisk specialmuseum i Aarhus? Det lader sig vel næppe definere endegyldigt, men afgørende er den fortløbende udvikling af Køn. En udvikling, der aldrig hverken må, kan eller bør stå stille. Som museumsdirektør oplever jeg det som min fornemmeste opgave at sikre, at museumsinstitutionen hele tiden revurderer sig selv, opdyrker nye partnerskaber og baner alternative veje for indflydelse i samfundet.
I skrivende stund, primo oktober 2024, knokler det gode personale på Køn derfor i døgndrift på at realisere en ny fortælling om den kulturhistoriske samlings potentiale. Der er tale om et kuratorisk partnerskab med billedkunstner Kim Richard Adler Mejdahl, som med fri adgang til Køns kulturhistoriske genstandssamling bygger bro til ufortalte historier om køn, maskulinitet og seksualitet i samlingsudstillingen ”Glory”.
Hvem havde således forudset, at den tæppebanker, der blev indleveret til Kvindemuseet i Danmark i midt 1980’erne, i dag 40 år senere skulle optræde i en samlingsudstilling under ordlyden ”Do what you gotta do to kink up ya life” på Køn – Gender Museum Denmark?
Og hvem havde forventet, at græsrodsbevægelsens knofedt i 80’erne i forlængelse af en lang række samfundsengagerede projekter skulle udmønte sig i Køns aktuelle workshop-partnerskaber med det danske erhvervsliv omhandlende ligestilling, generation z og social bevidsthed på arbejdspladsen? ”Ingen” er det forventelige svar, hvilket leder til den dejlige konklusion, at fødselsdagsfejringen ingenlunde slutter her, men fortsætter, som Køn udvikler sig som museum, som stemme og som samarbejdspartner.
I dag er cyklen en selvfølge i byerne. Vi omlægger vores veje og fortove, så der er plads til cykelstiger, vi laver cykelparkering ved alle byens mest populære destinationer, og du kan kvit og frit pumpe luft i dækkene på hvert andet gadehjørne. Cyklen er blevet en del af nøglen til den grønne omstilling, og nogle gange kan den endda være et klimapolitisk statement – tænk bare på Uffe Elbæk der cyklede til Christiansborg på valgaftenen i 2015.
Men det er ikke nyt, at cyklen befinder sig i centrum af værdipolitiske spørgsmål. Cyklen har nemlig også spillet en rolle i diskussioner om kvinders mobilitet og anstændighed gennem historien, og i KØNs samling dukker cyklen op med jævne mellemrum. Faktisk har cyklen haft så stor indflydelse på folks liv og mobilitet, at den i 1890erne fik kælenavnet ’frihedsmaskinen’.
Kvinde med cykel og cykeldragt fra 1910erne. Kigger man godt efter, kan man se at nederdelen er en slå-om-nederdel, som formentlig skjuler et par bukser, der har gjort det muligt at køre på cyklen. Billedet tilhører KØNs samling.
Frihedsmaskinen: Cyklens betydning for kvinders tidlige mobilitet
Der er forgængere til cyklen tilbage fra starten af 1800tallet, som løbemaskinen – et stel med to hjul, som man kunne side på, mens man skubbede sig afsted med fødderne på jorden, meget ligesom de løbecykler, vi kender til små børn i dag. De fleste kender sikkert også Væltepeteren, som havde pedaler direkte på hjulet, ingen kæde, og to hjul af forskellige størrelser. Men cyklen, som vi kender den, blev almindelig i 1890erne. Her fik cyklerne nemlig kæde og dæk med luft i, som gjorde dem både nemmere og mere sikre at køre. Det var derfor også her, at cyklen som transportmiddel på tværs af klasser for alvor begyndte at blive populær.
Særligt for de mange, der ikke havde råd til bil eller chauffør, blev cyklen en mulighed for hurtigt og nemt at komme rundt i byerne. Cyklerne udvidede folks bevægelsesområder, og gjorde det f.eks. muligt at søge arbejde længere fra ens hjem og i højere grad at deltage i kulturliv og politik, der ellers havde krævet lang tid at nå til fods.
Datidens kvinder ville selvfølgelig have del i den øgede mobilitet. I slutningen af 1800tallet var den tidlige kvindebevægelse i fuld gang. Allerede i 1857 havde kvinder fået egen myndighed, så de ikke længere skulle være underlagt en mands værgemål, samme år fik de desuden muligheden for at skaffe et næringsbrev, hvilket vil sige, at enlige kvinder kunne arbejde som selvstændige. Dansk Kvindesamfund blev stiftet i 1871, i 1875 fik kvinder adgang til universiteterne, og i 1880 fik gifte kvinder lov til at administrere deres egen løn.
De kvinder, der tog cyklen til sig i 1890erne havde altså helt andre økonomiske og sociale muligheder, end de kvinder, der havde levet ganske få årtier tidligere. Den øgede adgang til uddannelse og økonomisk selvstændighed, samt mobiliseringen af kvinder omkring spørgsmål vedrørende ligeløn, stemmeret og deltagelse i det folkelig demokrati, gjorde at kvinderne havde helt nye behov for mobilitet og for at kunne møde hinanden i større fællesskaber og forsamlinger. De nye muligheder for uddannelse og indtjening gjorde også, at mange flere kvinder fra middelklassen udfoldede sig inden for erhverv og aktiviteter, fra hvilke de ellers havde været udelukket. Den nye aktive kvinderolle kaldte på et opgør med den mode og de normer for beklædning, der havde været gældende op igennem 1800tallet. Arbejderklassens og landbrugssamfundenes kvinder har selvfølgelig altid haft beklædning, der var passende i forhold til tidens normer, som de kunne arbejde og bevæge sig i. Men i slutningen af 1800tallet var middel- og overklassekvindernes mode mere restriktiv, når det kom til bevægelsesfrihed og muligheden for at udføre større mængder fysisk arbejde. Løsningen på dette blev reformdragten, som mange særligt unge og progressive kvinder tog til sig i 1890erne. Begrebet reformdragt dækker i perioden over mange forskellige former for beklædning, og forbindes i moderne sammenhæng ofte med ’bloomers’ – nogle af de første bukser til kvinder, som var meget omdiskuterede i sidste halvdel af 1800tallet, men som i praksis aldrig rigtig blev udbredt som hverdagsbeklædning uden for en lille aktivistisk kulturelite i England og USA. Herhjemme var de fleste såkaldte reformdragter typisk lange, løsthængende kjoler med høj talje og let korsettering, der stod i skarp kontrast til tidens ellers så moderne smalle taljer og store, understøttede skørter.
Men selvom reformdragten gav større bevægelsesfrihed, var de lange kjoler stadig ikke velegnede til cyklen. Oveni kom, at reformdragten hurtigt blev forbundet med en veluddannet og provokerende del af tidens kvindebevægelse, som mange kvinder fra andre generationer og sociale klasser, ikke ønskede at blive forbundet med. En særlig gren af 1890ernes generelle dragtreform for kvinder, var derfor også cykeldragten: Den første almindelige kvindedragt med bukser!
Dragten på billederne herunder er en kopi af en cykeldragt fra 1890erne. På billederne kan man se hvordan dragten, der netop har bukser, også kommer med en slå-om-nederdel, som kvinden kan tage på, når hun står af cyklen, så hun igen kan skjule sine ben. Dragten vidner om, at selvom der blev lavet nyt og anderledes tøj til de cyklende kvinder, var kvindebusker i den offentlige rum stadig kontroversielle.
Reproduktion af cykeldragt fra 1891. Med cykeldragten har hørt lange strømper, så underbene var dækket selv mens man cyklede. Tilhører KØNs samling.
Det var da heller ikke alle, der bifaldt den nye cykeldragt. I 1896 skriver en anonym københavnsk mand i bladet Idræt:
”Jeg bor ved Søerne, og fra tidlig Morgen til sen Aften, joller Cyclister forbi; Mandfolk i Knæbukser, ”Damer” i Knæbukser eller hvad det nu kaldes. Det ser hæsligt ud, og jeg vender mig til den bedre Del af Ungdommen og spørger, om en ung Mand af god Familie vil gifte sig med et Pigebarn, hvis Ben al Verden dagligt beskuer på Promenaden.”
Cyklen blev dog hurtigt allemandseje, og i starten af 1900tallet spredte den sig fra byerne til landet, hvor også særligt kvinder og børn tog den til sig som et hurtigt og effektivt transportmiddel. Cyklen gav unge i landbefolkningen mulighed for at mødes med andre unge fra et større opland, den gjorde det lettere for dem at tilgå skole, uddannelse og arbejde, og har formentlig også har været en brik den almene befolknings øgede tilgang til både velfærd og demokrati i starten af 1900tallet.
Efter ganske få år er cyklen både ukontroversiel og udbredt. På dette familiefoto fra slutningen af 1920erne, poserer hele familien, fuldstændig uproblematisk, med hver deres cykel.
Familie med cykler, 1920erne. Billedet tilhører KØNs samling
Mødres mobilitet
Selvom kønsligestillingen tog fart omkring overgangen til det 20. århundrede, blev kvinder, når de fik børn, stadig ofte isoleret fra det politiske og professionelle liv. Det var almindeligt, at kvinder blev afskediget i forbindelse med ægteskab, og når en arbejdsplads var ramt af fyringsrunder, røg kvinderne, som man ikke regnedes for forsørgere på lige fod med mænd, oftest som de første.
Før daginstitutioner og pasning blev almene tilbud, var mange kvinder, som ikke havde råd til privat pasning, ofte nødsaget til at have deres børn med sig, hvis de skulle gøre ting uden for hjemmet. Og med cyklen som en af de foretrukne transportformer, blev der hurtigt udviklet børnesæder og børnekurve, så mindre børn kunne transporteres på cykel. Eksemplet nedenfor er et tidligt børnesæde fra 1920erne. Det skulle hænges på styret, og et barn kunne side i det med benene på hver sin side at stellet.
Børne-cykelstol fra 1920erne. Tilhører KØNs samling
Generelt kom der er en del ekstra-udstyr til cykler op igennem de første årtier af 1900tallet, som skulle gøre dem mere sikre og mere komfortable. Cykellys – stearinlys der kunne sættes i en særlig lygte på cyklen – findes allerede tilbage fra 1896, og under 2. verdenskrig, hvor gaderne var mørklagte, malede man hvide striber på cyklernes bagskærm, så de bedre kunne ses i mørket. Mere sikre løsninger til børnetransport, blev også udviklet. Et eksempel er cykelkurven her fra 1950erne. Kurven er permanent fæstnet til styret, og barnet har fået en vindskærm og støtte til fødderne, så det sidder mere sikkert i kurven.
Billede af cykel med barnekurv fra 1950erne
Cyklen i miljø- og klimakampen
Cyklen var vigtige for den tidligere ligestillingskamp, fordi den gav kvinder og arbejdere større mobilitet og bevægelsesfrihed. Men også i 70ernes kvindebevægelser spillede cyklen en rolle. I 70erne begyndte flere at være bekymrede over luftforurening i de større byer, og datidens kvindebevægelse protesterede hyppigt for et renere miljø af hensyn til kommende generationer.
Allerede dengang var cyklen en del af tidens politiske kampagner for renere byer. Klistermærket nedenfor er fra 1970’erne og har tilhørt en kvindesagsforkæmper, der brugte dem til at sætte på breve og beskeder, som hun sendte til sin familie og venner.
Klistermærke fra 1970erne. Tilhører KØNs samling
I dag cykler de fleste befolkningsgrupper. DTUs transportundersøgelse fra 2013 viser, at mens kvinder cykler lidt flere ture end mænd, så cykler mænd til gengæld længere. Mænd kører desuden meget mere i bil og står for en meget større del af erhvervskørslen, end kvinder gør.
Den store forskel mellem kønnene i dag, er nok nærmere, at mens kvinder står for størstedelen af de daglige cykelærinder, som indkøb og hente-bringe ture, så er mænd meget hyppigere motions- og sportscyklister. Det forklarer også, hvorfor 56% af elcykel-brugere ifølge Vejdirektoratet er kvinder, mens er 79% af medlemmer i motions- og idræts-cykelklubber mænd. Forskellen er så udtalt, at manden i lycra på racercykel, er blevet en kønsstereotyp, som de fleste kan genkende.
Tænker man over, hvordan der findes dame- og herrestel til cykler, selv i dag, er det desuden tydeligt, at herrestellet er designet efter holdbarhed og fart, mens damestellet er praktisk: du kan bruge det i nederdel og damecykler har ofte bagagebære og cykelkurv, som netop muliggør indkøbsturer og børnetransport.
Man med racercykel, 1920erne. Billedet tilhører KØNs samling
For nylig var det Uge Sex her på museet, hvor masser af skoleklasser fik seksualundervisning – både fysisk på museet og for første gang via digital LIVE undervisning fra KØN studiet. Men vidste du, at det ikke kun er i Uge Sex, at vi tilbyder seksualundervisning? Det gør vi faktisk hele året, både for udskolingen og ungdomsuddannelser.
Se videoen hvor leder af undervisning og formidling Pernille Albrechtsen fortæller, hvad seksualundervisning på KØN kan.
Af Pernille Taagaard Dinesen Klummen er bragt i Jyllands-Posten den 21/10/23.
I fremtiden vil al negativitet og kritik rettet mod Køn – Gender Museum Denmark blive modtaget med et hjerteligt: »Tusind tak for din holdning«.
Den 1. august tiltrådte jeg som direktør på Køn – Gender Museum Denmark; Aarhus’ smukkeste museum beliggende i et perfekt smørhul mellem Katedralskolen, Aarhus Teater og Domkirken.
Et par måneder senere, i udgangen af september, fandt min tiltrædelsesreception sted, hvilket gav mig en anledning til at dele mine ord med de fremmødte, festklædte gæster. Denne klumme er en genskrivning af min tale.
»Kære alle fremmødte gæster,« udtrykte jeg til receptionen, og erstatter det i dagens anledning med »kære alle læsere«!
I er mange fremmødte (læs: I er mange avisabonnenter); familie, tidligere kollegaer, naboer til museet, samarbejdspartnere, politikere og en række endnu ukendte ansigter. Nogle af jer har sågar flere titler og defineres ved at være både venner og tidligere kollegaer eller ved både at være samarbejdspartnere og naboer. Og hvem ved, i morgen er politikeren måske også en ven. Det ukendte ansigt en kollega? Og naboen et familiemedlem?
Ingen ved, hvad vi finder mening i at definere hinanden som i fremtiden. Er det ikke spændende?
Uanset hvor divers en flok gæster til min tiltrædelsesreception end afslørede, og uanset hvor divers en flok læsere, der tygger sig gennem de her linjer, ja, så er der to personer, som uden sammenligning er de vigtigste vidner i mit liv. Det er min mor, og det er min far.
Når jeg fremhæver mine forældre, er det såmænd ikke begrundet i, at de er biologisk ophav til min egen eksistens. Nej. Grunden, til at jeg peger på dem, er, at mine forældre i alle faser af mit liv har anerkendt mig. Og anerkendelse var et nøgleord for min tiltrædelsestale, ligesom anerkendelse er et nøgleord for den her klumme.
For anerkendelse er omdrejningspunktet for, at mennesket evner at se ud over sig selv. Anerkendelse er forståelse for, at der findes andre holdninger end din egen. Anerkendelse er medvirkende til, at verden bliver et større sted at være.
Lige så indlysende det er, at anerkendelse får mennesker til at vokse, lige så indlysende er det, at mangel på anerkendelse forhindrer drømme, gør verden hadefuld og skaber et samfund, hvor vi slår hinanden i hovedet med vores holdninger i jagten på rigtigt og forkert.
Hvis mursten kunne tale, ville Køn – Gender Museum Denmark afsløre, hvordan holdninger igennem mere end et århundrede har begrænset, undertrykt og ødelagt mennesker.
Tænk bare på den tid, da huset i slutningen af 1800-tallet udgjorde byens rådhus, og de magtfulde herrer sad andægtigt ved byrådsbordet og ikke tillod kvinder nogen plads i dansk politik.
Tænk bare på den tid, da bygningen var Aarhus’ politistation, og Matilde Fibigers Have var omkranset af en høj mur, så fangerne ikke stak af, når de fik lov til at trække en mundfuld frisk luft.
Tænk bare på den tid, da Danmark var besat, og Gestapo havde sit jyske hovedkvarter i bygningen, og byrådssalen var dekoreret af naziflag og Hitler-portræt, mens frihedskæmperne systematisk tortureredes i de trange celler i kælderen for at bekende kulør.
Jo, det er barske sager, der har fundet sted på vores adresse. At bygningen senere skulle blive til Kvindemuseet i Danmark og endnu senere til Køn – Gender Museum Denmark er derfor en symbolik så stærk, at den hverken kan eller skal overses.
For det hele handler om holdninger.
Det hele handler om menneskets behov for anerkendelse.
Det hele handler om menneskets jagt på frihed.
Frihed til at være den du er. Frihed til at definere dig selv som den, du er. Frihed til at handle som den, du er.
Ved min tiltrædelsesreception benyttede jeg derfor lejligheden til at definere et nyt moment for det historiske hus bygget på holdninger. Et moment, som – modsat tidligere tiders vingeslag – imødekommer den individuelle holdning og omfavner den med anerkendelse. I fremtiden vil al negativitet og kritik rettet mod Køn – Gender Museum Denmark derfor blive modtaget med et hjerteligt:
»Tusind tak for din holdning. Den lægger vi i holdningsmappen, og du kan forvente, at dit bidrag vil anvendes i en kunstnerisk kontekst omhandlende kønsdebattens kompleksiteter og museets interessante historie.«
For det, vi aldrig må glemme, er, at holdninger holder os i live. Fandtes der ikke andre holdninger end vores egne, havde vi ikke nogen mur at spille bolden op ad. Alting defineres af sin modsætning. Også vores holdninger. Det er vi nødt til at anerkende.
Kønsdebatten har, indrømmet, været heftig de seneste år, og når jeg møder en holdning, der lyder »Jeg er så træt af den kønsdebat«, så foranlediges jeg til at spørge, om det er kønsdebatten, du er træt af, eller formen, som debatten udspiller sig i?
Mennesket har i flere tusinde år higet efter at forstå sit eget udgangspunkt i det store universelle billede ved at lege med sin identitet, ved at udfordre normerne og ved at eksperimentere med sin selvforståelse. Det er der intet nyt i. Hvordan kan man finde den proces uinteressant?
Til pressen, som i forbindelse med min tiltrædelse på Køn – Gender Museum Denmark har spurgt mig: »Hvor mange køn mener du så, at der findes?« er mit ærlige svar: Aner det ikke! Det interessante er vel ikke at jagte definitionen, men at begrebet knopskyder hurtigere, end en hest kan rende. Hvor er det spændende! Og hvor er det en anerkendelse værdig i sig selv.
Af faginspektør og samlingsansvarlig Signe Uldbjerg Mortensen
Ville du tro det, hvis nogen fortalte dig, at flere af danmarkshistoriens mest læste og oftest genoptrykte bøger er skrevet af og til kvinder?
Nok ikke, men mange klassiske kogebøger har faktisk været solgt i 100.000ende af eksemplarer og er blevet læst af 100.000ende af kvinder. Vi er dykket ned i KØNs kogebogssamling, som vidner om 150 års syn på køn, sundhed, husholdning og sågar ægteskaber. Men i processen har vi også lært om ’sparemad’, energioptimering, konservering af lokale råvarer, og andre ting, som kan inspirere nutidens bestræbelser på et klimavenligt køkken.
Læs med her, og find selv ud af, hvad du kan lære af historiens husmødre.
Husmoderens og tjenestepigens arbejde: 1870-1914. De ældste kogebøger i KØNs samling er fra 1870erne. Eller kogebøger er måske så meget sagt, for selvom bøgerne indeholder vejledninger og opskrifter til madlavning, er de i lige så høj grad små fortællinger med (mere eller mindre) gode råd og moralske formaninger til datidens husmødre. I Kogebog Indeholdende Husmoderens Pligter og Hvorledes en Husholdning Kan Føres Net og Billigt fra 1873 skriver Petra Jacobsen til ’den unge husfrue’:
“Forfatterinden til denne bog, har til Hensigt, at komme den unge uerfarne Husmoder tilhjælp. Ved et prøvet Liv i alle forskellige Forhold, som for Størstedelen altid har været knyttet til en træng Oconomie [økonomi] og huslig Orden, troer hun fremmest, at burde henlede den unge Husmoders Opmærksomhed paa hvorledes en Husholdning kan føres net og billigt, og hvorledes i det Hele et Hus bør styres, for at gjøre Hjemmet hyggeligt og for at vinde den Paaskjønnelse hos Ægtefællen, som en ung Kone sætter så stor Pris på. Hvilken Behagelighed for en Mand, naar han, efter fuldendt Arbejde, med Længsel kan ile til sit Hjem og her finde huslig Orden og Hygge. Kjærligheden bliver ofte kold hos en Mand, når han kommer hjem og finder Hjemmet uordentligt og forstyrret.”
Petra Jacobsen bruger en betydelig del af bogens indledning på at give slet skjulte råd til, hvordan en ung, nygift kvinde skal lokke sin mand hjem igen efter en fuldendt arbejdsdag. Kogebogen, der mest har opskrifter på supper, grød, brød og kager – altså billig hverdagsmad – gør det klart for den unge husfrue, at det er hendes overskud og ordenssans, der gør hjemmet attraktivt, mere end det er de dyre retter på tallerkenen.
I Kogebog for By- og Landholdninger eller Anviisning til at koge, stege, slagte, sylte, nedlægge, salte, bage, brygge, tilvirke Ost m.v. fra 1874 bliver vi dog præsenteret for en lidt anderledes husholdning. Her lægger forfatterinden, Sørine Thaarup, ud med et kapitel ”Om Huusmoderens Forhold ligeoverfor Tyendet”, hvori hun skriver:
“For at Tyendet kan have den tilhørlige Agtelse for sine Foresatte, maa Mandens og Konens Forhold til hinanden være begrundet paa Snighed, Tillid og Agtelse for hinanden; de maa ved alle Leiligheder foregaae Tyendet med et godt Exempel, og hvor det er Tilfældet, der bliver det ikke vanskeligt for Huusmoderen at vinde sit tyendes Velvillie […] Taalmodighed er Qvindens største Dyd, og dermed overvinder hun Alt.”
Bogen her er tydeligvis skrevet til en husmoder med flere hjælpende piger i huset, og man skal vidst heller ikke være i tvivl om, at Sørine Thaarups målgruppe er kvinder, der godt kan stille krav til deres mænds respekt og deltagelse i husstanden – faktisk angiver Sørine endda sit pigenavn ’Schjøtt’ på bogens titelblad i stedet for kun at bruge sin mands navn ’Thaarup’. Ikke desto mindre er det klart i de fleste kogebøger fra perioden, at den gulerod, der skal motivere husmoderen til at lægge sit arbejde i hjemmet, er mandens anerkendelse og det kærlige, respektfulde ægteskabelige forhold.
I 1901 udkommer, for første gang, Frøken Jensens Kogebog, som bliver en af eftertidens store klassikere, og som stadig kan købes i nye oplag den dag i dag. Hvor de fleste tidligere kogebøger var henvendt udelukkende til husmoderen, skriver Frøken Jensen i lige så høj grad til tjenestefolkene og til de unge kvinder, der tjente som piger i store husholdninger. I 1903 trykkes kogebogen allerede i 8. oplag, og deri skriver Frøken Jensen:
“Hvad egentligt har givet Anledning til denne Bogs Fremkost, er Tanken paa mange uheldigt stillede i Samfundet, nemlig en del af vore Tjenestepiger, og hermed tænker jeg paa baade Kokke- og Enepiger. Der forlanges ofte meget af dem i retning af Kogekunst, medens de færreste ere i besiddelse af Midler til at skaffe sig den ringeste Uddannelse. For dem staar da kun tilbage igennem aarelange, ofte svært indvundne Erfaringer at samle sig det Fond af Kundskaber, der er nødvendigt for kun nogenlunde at opfylde de Krav, som stilles til dem.”
Kogebogen indeholder opskrifter på både hverdags- og festmad, såvel som gode råd til at styre husførelsens økonomi. Økonomien fylder nemlig mere og mere i husmødre og tjenestepigers arbejde, efterhånden som flere og flere flytter fra landet til byerne og indkøb af dagligvarer bliver en del af manges hverdag.
At husmoderen har penge og købekræft, kan man se i de mange kogebøger, der fra årtusindeskiftet begynder at indeholde flere og flere reklamer for grosserer og andre forhandlere af dagligvarer. Deres reklamestøtte betyder desuden, at bøgerne bliver billigere at købe og kan udgives oftere og oftere i nye opdaterede udgaver. Se f.eks. ovenstående udgave af Agnes Werners Ny Kogebog fra 1913, hvor S.P. Rasmussen kan reklamere for Humle lige ved siden af en vejledning i hjemmebrygning.
Husmoderen eller husholdersken har ansvar for hjemmets økonomi og dermed familiens trivsel. I starten af 1900tallet begynder dette ansvar også at strække sig til familiens sundhed, og selvom den store folkesundhedsbølge først for alvor sætter ind i 1930erne, begynder der allerede i de første årtier af 1900-tallet at være tegn på, at husmødre og køkkenpiger landet over læser om det sundhedsmæssigt korrekt sammensatte måltid. Louise Nimbs kogebøger Grøntsagers Anvendelse til Vegetarianermiddage (1894) og Kogebog for Sukkersyge (1900) er gode eksempler herpå. Nimb, som desuden var kendt for at introducere det plantebaserede og internationale køkken i dansk kogekunst, skrev sine bøger i samarbejde med (mandlige) læger og fagfolk, testede ingredienser i medicinske laboratorier, og var i det hele taget en kvinde, der tog madlavning og sundhed til et nyt fagligt og professionelt niveau.
Kønsrollerne i opbrud: Første Verdenskrig og tiden derefter Med Første verdenskrig i 1914-18 mærkes varemanglen i de fleste hjem, og der er brug for at spare. Derfor formaner kogebøgerne fra denne periode ikke alene husmoderen om vigtigheden af at drive et sundt og hyggeligt hjem, nu skal hun også bære sit ansvar som samfundsborger ved at nedsætte sit forbrug. Man kan sige, at hvor husmoderen tidligere var ansvarlig for sin egen families velbefindende (så hendes mand og børn kunne bidrage i samfundet), mobiliseres den hjemmegående kvinde nu også som en ansvarlig samfundsborger.
Denne tendens bliver særligt tydelig i Karen Braae og Elisabeth Vestergaards Spare-Kogebog. Dyrtids-opskrifter. Raad og Vink fra 1917, hvor de skriver:
“Vi sparer ikke blot, fordi vore Indtægter er for smaa, men fordi beholdningerne af varer ikke slaar til. Der er ikke de samme Forraad at tage af, som der plejer at være, og de kan ikke skaffes! Og derfor maa vi alle indskrænke vort Forbrug til det mindst mulige, mindre for vor egen Skyld end for Samfundets Skyld. Men dette er intet mindre end en Folke-Opgave, og hviler der ansvarsfulde Opgaver på Mændenes Skuldre, saa kræver en rationel Gennemførelse af denne her paapegede et ikke mindre Ansvar af Kvinderne.”
Om husmødrenes nye vigtige rolle som samfundsborgere generelt har givet dem modet til også at gå mere i rette med deres mænd, er svært at sige, men i hvert fald mener Karen Braae og Elisabeth Vestergaard godt, at kvinder kan gå deres mænd på klingen, når det komme til den sparsommelige og ernæringsmæssigt fornuftige madlavning:
“Nu maa man jo ikke glemme, at en kraftig Mand, i sin bedste Alder, og mulig optaget af et anstrengende legemligt Arbejde, har Krav paa større Næringstilførsel end f. Eks. En Kvinde eller let arbejdende, eventuelt meget stillesiddende Mand. Men, – der er jo ogsaa nok mange af os, der kender den Mand, der føler sig sulten et Par Timer før Aftensmadstid, blot i bevidstheden om, at han ikke har faaet ”Bøf” til Middag.”
Selvom ’dyrtiden’ i første omgang ender med krigens afslutning i 1918, fortsætter opbruddet i kønsrollerne. Under krigsperioden har kvinder fået stemme- og valgret (1915), i 20erne hævede man aldersgrænsen for ægteskab, skilsmissetallene begyndte at stige, og der indførtes nye love, som sikrede større økonomisk lighed mellem mænd og kvinder. Det betyder flere enlige både unge og gamle mænd, som nu skal lære at lave deres egen mad. En klassiker fra 1920erne er Fru Constantins Nem Mad – Kogebog for de Enlige og for smaa Hjem (1920). I bogens forord anbefaler Ingeborg Vollquartz den med disse ord:
“For enlige Personer af begge Køn vil »Nem Mad« være en vidunderlige støtte. Enhver ung Mand kan med Fru Constantins herlige, lille Bog som Raadgiver tilberede sin egen kost. Det var et ønske, om mange unge Mænd herhjemme vilde gøre et Forsøg i den Retning.”
Folkesundhedsbølgen sætter ind: 1930erne Op igennem 1900-tallet får husmoderen mere og mere travlt. Flere kvinder er kommet på arbejdsmarkedet, men med den økonomiske krise i 30erne ses også en tilbagevenden til mere traditionel – og billig – madlavning. Hvor målgruppen til Nem Mad fra 20erne kunne købe brødet hos bageren, skal 30ernes husmor spare, og må derfor selv bage, sylte og henkoge.
Serien Moderne Mad, som blev udgivet af Tørsleff’s Husmoder Service fra 1938, er et godt eksempel på tidens tendens til korte, billige kogebøger, der skulle hjælpe den travle husmoder med at få familiens kost og økonomi til at hænge sammen. Bøgerne er skrevet af blandt andre Kirsten Hüttemeier, som mange nok kender som madskribent og brevkasseredaktør hos Familiejournalen i 1960erne og 70erne. Men allerede i 30erne og 40erne var hun blandt de mest læste kogebogsforfattere i Danmark. I 30erne lavede Husmoderforeningen sågar live-demonstrationer, hvor man, lidt som et tv-køkken eller en madlavningskanal på youtube, kunne få demonstreret tilberedningen af moderne mad.
Mens 30erne generelt er præget af en hvis romantisering af oprindelige dyder (og kønsroller), er det også en tid hvor der især i læge- og sundhedsvidenskaben sker stor udvikling. Nye teknikker og kemikalier tages i brug i madlavning og husholdning for f.eks. at undgå for stort sukkerindtag. Ellen Carlsens Raasyltning fra 1933 er et eksempel på, hvordan traditionelle tilgange til madlavning, her syltning, reformeres i folkesundhedens og sparetidens navn:
“Det Skrift, der herved forelægges vore Husmødre, er fremkaldt af Ønsket om at komme bort fra den hidtidige Syltemaade med Oversødning og Kogning, der i mange Henseender er uheldig baade i smags- og i sundhedsmæssig Henseende, og fordi den er for kostbar og besværlig.”
Folkesundhedsbølgen får desuden mændene til at melde sig på banen som kogebogsforfattere. Da sund mad bliver et videnskabeligt og samfundsgavnligt anliggende, kan det ikke længere lades op til kvinden at sørge for, at kosten er ernæringsmæssigt korrekt sammensat. Allerede i kogebøger fra 1910erne findes der dog komplekse kallorietabeller og lignende, som husmødre kan bruges til at sammensætte sunde måltider, og derfor virker det også næsten komisk, da Otto Mønsted med Mad og Kvadrater i 1939 sætter sig for at hjælpe ’den almindelige husmoder’ med bedre at udføre det arbejde, som hun har været bekendt med i årtier:
“[Resultaterne fra undersøgelser af] befolkningens ernæring findes i mere eller mindre omfattende Tabeller, hvoraf mange er baade overskuelige og belærende. Anvendelsen af Tabellerne kræver imidlertid Udmaalinger af Maden og en hel Del Regnearbejde, og det har derfor i Reglen været vanskeligt for den almindelige Husmoder – hvis Tid jo er begrænset – at udnytte i den daglige Husholdning. »Mad og Kvadrater« søger at forklare paa en let fatteligt og let anvendelig maade, hvad det er, det kommer an paa, naar Familiens Kost tilrettelægges.”
Mad i en mærketid: Anden verdenskrig Under Anden Verdenskrig er der rationering på bl.a. fedt, sukker, mel og gas, og det skaber udfordringer for både madlavning og konservering. Derfor udkommer i perioden en række kogebøger med sparetips, f.eks. beskriver Paula Biehe i Mad i en Mærketid hvordan man kan finde alternativer til hvedemel og hvilke fedtstoffer, der kan bruges i stedet for flæsk og smør. Krigstidens kogebøger indeholder desuden gode råd til, hvordan man kan spare på gassen – der var gaskomfurer i de fleste byhuse og lejligheder på dette tidspunkt – og lave lækre kolde retter. Smørrebrød og ’Koldt Bord’ bliver populært i perioden under krigen. Også Kirsten Hüttemeier hopper med på vognen og udgiver i 1944 bogen Sylte uden Sukker med ordene:
“Jeg haaber De vil faa Glæde af Bogen, og at den vil hjælpe Dem over Syltetidens Vanskeligheder, og sikre Dem et godt Forraad til den kommende Vinter.”
Syltetidens vanskeligheder er naturligvis sukkerrationeringen, som kræver nye måde at konservere og gemme efterårets bær og frugter til vinteren. I 1940erne er fryseren nemlig endnu ikke en realitet, men det ændrer sig i det følgende årti.
Det elektriske køkken: 1950erne I 1950erne og 60erne får stort set alle danske hjem elektricitet. Mens en fryser i 50erne stadig er dyr, opstår der frysehuse og andelsfryserier, hvor man kan købe fryseplads til opbevaring af sine varer, som så kan gemmes og hentes frem, når de skal bruges. Det betyder, at husmoderen ikke længere skal bruge den samme tid på at sylte, salte og henkoge, og den udvikling er vigtig for kvinders mulighed for deltagelse i arbejdsliv, politik, kultur og fritidsaktiviteter.
At det elektriske køkken giver kvinder mere frihed og fritid, afspejles i Ellis Tardinis mini-kogebog om trykkogning fra 1958. Bogen, Mad og Minutter, er en reklame for ’Trumfkogeren’ og taler direkte til den udearbejdende (selvhvervende) husmoder:
“For den selverhvervende husmoder betyder tidsbesparelsen, at mange af de retter, som hun ikke før kunne nå at lave, nu er kommet inden for mulighedens grænse. De fleste selverhvervende var ikke meget for at tilbringe lørdag eftermiddag med suppekogning eller kogning af gule ærter. Nu tager det kun et minimum af tid, således at retten kan koges i Trumfkogeren, mens de øvrige forberedelser til middagen laves.”
Selvom elkogeskabe og andelsfryserier ikke er udbredte i dag, begynder 50ernes køkken og madlavning i højere grad at ligne det, vi kender fra vores egen tid. I 50erne som i dag indeholder kogebøger tips til hvordan du skal afkalke din ’ekspreskogekande’ (elkeddel) side om side med vejledning til almindelig madlavning, mens de fleste formaninger om husmoderens vigtige rolle i ægteskabet og samfundet er gledet ud af kogebogsgenren.
Moderne madlavning: 1960erne til i dag Op igennem 60erne og 70erne forsvinder de lange prosatekster ud af kogebogsgenren. De fleste nyere kogebøger indeholder korte punktopstillede opskrifter, ofte med billedillustrationer og separate ingredienslister. Det betyder også, at der ikke på samme måde bliver brugt energi på at henvende sig til ’husmoderen’, ’den ugne mand’ eller den ’selverhvervende kvinde’, nogle gange er der endda tendenser til, at forfatterne gør grin af tidligere tiders kogebogsforfattere. F.eks. skriver Gry Holdrof i indledningen til Mad for en ti’er (1971):
“Det har ikke været min mening at lave denne kogebog (skrækkeligt ord for resten: man koger jo ikke al mad – man steger, braser og gratinerer da osse lidt ind imellem) efter devisen ’Hvad enhver husmoder bør vide’. Jeg ved nemlig ikke, hvad enhver husmoder bør vide, og hvor mange gør dét i grunden?”
Karolinekogebøgerne, som mange sikkert stadig bruger i dag, bliver særligt populære i 1970erne, og i 80erne udkommer også Brugsens kogebøger. Der er enighed over hele linjen: madlavning skal være simpelt, lækkert og skal kunne udføres af alle uanset køn, tid og uddannelse. Den hurtige madlavning når sin top i 80erne, hvor mikroovnen bl.a. kommer på markedet. I Mad i Mikroovn – Nemt – Sundt – Spændende fra 1985 kan man læse om, hvordan du i en mikroovn kan tilberede både patéer, damped pigvar, rødvinsmarineret nakkekam, chokoladekage og lørdagskaffe. Retter, som de færreste nok ville lave i en mikroovn i dag.
I 1980erne får vegetarisme og plantebaseret mad en renæssance. Ligesom man i starten af 1900tallet fik øjnene op for en række livsstilssygdomme, der kan følge med en for sød og fed kost, bliver mange i 80erne opmærksomme på skadelige tilsætningsstoffer og forurening i fødevarer. Økologiske og biodynamiske grøntsager vinder frem, og flere mennesker vælger at leve som vegetarer. I 1985 skriver Rie Møller i bogen Vegetarisk Pålæg om fremtidens frokostbord:
“Fremtidens frokostbord vil se anderledes ud end det, vi kender i dag. Maden vil optræde i enkle former, den vil være forarbejdet og blandet så lidt som muligt – og den vil være uden tilsætningsstoffer. Denne ændring skyldes flere ting, bl.a. det øgede antal mennesker med allergiske lidelser, for hvem det er bydende nødvendigt at vide, hvad de spiser. Hertil kommer den voksende almene interesse for kvalitetsmad – mad der har bevaret sin naturlige form, og som er økologisk eller biodynamisk dyrket. Man vil også i fremtiden mere og mere opleve, at det enkelte mennesker spiser individuelt under hensyntagen til hans/hendes psyke.”
Måske havde Rie Møller ret. I hvert fald er det en klar tendens i nutidens kogebøger, at der både er mere plantebaseret mad og flere kogebøger og retter, der tager hensyn til folks individuelle allergier og kostforbehold.
Nutidens kogebøger påpeger også at alle forbrugere – uanset køn – kan ændre deres madvaner og dermed være med til at sænke klimakatastrofen. Men måske kan vi også lære en del af fortidens husmødre? Kvinder og piger i fortidens husholdning har syltet og konserveret, kogt brødsuppe og serveret festmåltider, alt sammen med minimal adgang til globale og importerede varer uden for sæson. 1940ernes husmødre lærte at spare på gassen og tilberede lækre kolde måltider, og aktivister og idealistiske landmænd i 80erne fik økologi normaliseret i mange af datidens husholdninger. Hvis man om 150 år kigger tilbage på den mad, vi laver i dag, hvordan løser og forholder vi os så til vor tids store sociale og politiske udfordringer?
Indlægget er skrevet af KØNs faginspektør Signe Uldbjerg
Kontakt os
KØN - Gender Museum Denmark
Domkirkepladsen 5
DK - 8000 Aarhus C
