8. marts på Kvindemuseet: Feminist Futures

08.03.2020 · Hele dagen

8. marts på Kvindemuseet: Feminist Futures

Den 8. marts byder vi på debatter om feminisme – nu og i fremtiden, workshop for børn og unge, Equality March i byens gader, koncert, teater, mad og afterparty.

OBS (Ny coronavirus – COVID-19): Dagens program gennemføres i henhold til sundhedstyrelsens anbefalinger. Kapaciteten i byrådssalen er max 100, og vi forventer ikke, at dagens udendørs Equality March overstiger 500. Vi beder i øvrigt alle gæster om at tage de anbefalede forbehold og henviser til Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Feministiske Fremtider // I år på kvindernes internationale kamp- og festdag ser vi fremad!

Det har vi som feminister altid gjort – feminisme og kvindekamp udspringer nemlig netop af at turde forestille sig bedre fremtider. Fremtider, hvor kønnene er mere lige, hvor den økonomiske ulighed i verden er mindre, hvor det trygge liv ikke er et privilegie forbeholdt de få, og hvor grundlæggende rettigheder som uddannelse, sundhed og ytringsfrihed gælder alle mennesker.

Men lige nu står vi midt i en tid, hvor fremtiden virker mere usikker, end den har gjort længe. Hvad kommer der til at ske, når flere steder bliver ubeboelige på grund af klimakrisen? Hvordan skal vores velfærdssamfund kunne eksistere i en tiltagende globaliseret verden, når krig, konflikt og klima presser de politiske og nationale strukturer, vi kender? Og hvad er det egentlig for en verden og et samfund vi ønsker at overdrage til vores børn?

Til dette års 8. marts på Kvindemuseet giver en række forskellige grupper deres bud på, hvordan feministiske fremtider kan se ud. Vi spørger til, hvordan vi i en mangfoldig verden kan stå sammen og skabe bedre og mere ligestillede fremtider for os alle.

Pris: 20 kr. – Køb din billet på Kvindemuseet på dagen.

PROGRAM

Kl. 10: Museumscaféen er åben hele dagen
Caféen serverer: Tærte med salat og rødbedepesto til 125 kr. samt sandwich (vegetar/kød), boller og kage i løbet af dagen.

Kl. 10-10:45: Udsatte kvinder. Caféen
Hjemløse kvinder er særligt udsatte. Der er et stignende antal af hjemløse kvinder, både gadesovere, herbergs- og boformsbrugere og særlig stigning i antallet af sofasurfere. Oplæg v/ Maria Schack leder af Kirkens Korshærs sociale arbejde i Aarhus.

Kl. 10-12: Det kønsopdelte arbejdsmarked og uddannelsesvalg
Streaming fra København på storskærm i byrådssalen
Faglige forbund sætter i fællesskab fokus på, hvorfor Danmark har et af de mest kønsopdelte arbejdsmarkeder i verden. Hvad får unge til at gå efter traditionelle ”mandefag” og ”kvindefag”, når de vælger uddannelse?
Oplægsholdere: Peter Hummelgaard, beskæftigelsesminister; Majbrit Berlau, Dansk Socialrådgiverforening; Steen Baagø, RUC; Nina Groes, Divérs.
Arrangør: 30 Fagforbund – Læs mere om Fagforbundenes 8. marts her>>

Kl. 11-13: Børn og unges 8. marts
Udstillingen pigernes og drengenes historier
Vi inviterer børn og unge til at dele deres bud på feministiske fremtider inden for klima, ligestilling, mangfoldighed, seksualitet og andre vigtige emner. Vi synes nemlig, at man, når man taler om fremtiden, lytter vi alt for lidt til dem, der faktisk skal leve i den. Lokale aktivister vil engagere og inspirere til aktivisme for bedre fremtider. Kom og deltag i hele eller dele af arrangementet, mød nye venner og lær en hel masse om kvindekamp og om fremtidens feminismer.

Kl. 13-14: Equality March 2020: Feministiske Fremtider
Byens rum
I fællesskab fylder vi Aarhus’ gader med håbet og råbet for mangfoldige fremtider! Inden marchen giver vi ordet til lokale unge og aktivister, der vil fremvise deres bud på feministiske fremtider. Kom med og tag dine venner under armen og dit fremtidshåb på banneret eller stemmebåndet. Lyt til ungdommen – fremtiden er for dem – og kom selv ind i kampen for feministiske fremtider for alle!

Kl. 14-15.30 Når kulturen sætter grænser
Byrådssalen
Verdensmålene taler om lighed mellem kønnene. Men spørgsmålet om pigers ret til at vokse op som frie, selvstændige individer udfordres i alle kulturer. Er vi frie og lige, når verdens piger end ikke ejer retten til deres egen krop? Kvinder fra Kvindehuset i Århus og oprindeligt fra Iran, Somalia, Kurdistan og Sri Lanka fortæller om det kvindesyn, de er vokset op med, og diskuterer ligestilling ud fra forskellige kulturelle perspektiver. Kvindehuset i Aarhus er et mødested og aktivitetscenter for minoritetskvinder og danskere.

Kl. 15.30–17: Hvad vil det sige at være Feminist
Byrådssalen
Kvindekampen i 70’erne handlede om rettigheder for kvinder: ligeløn og pensionsvilkår, lige ret til uddannelse, retten til egen krop og ligestilling på arbejdsmarkedet såvel som i hjemmet. Feminismedebatten i dag handler derimod ofte om identitetspolitik, der vedrører alle køn. Men hvordan går det med kvinderettighederne? Er tiden inde til at droppe kvindekampen? Og har den offentlige sektor en særlig betydning for kvinder?
Indleder: Drude Dahlerup, kønsforsker, RUC
Debatpanel: Mai Villadsen, Folketingsmedlem Enhedslisten, Kirsten Nordmann, Folketingsmedlem SF, Heidi Bank, Folketingsmedlem Venstre.

Kl. 17.30-18: Koncert med duoen ‘Nye Mennesker’.
Caféen
Nye Mennesker er et moderne nicheprojekt, der blander historiefortælling og lyd i et stærkt og moderne lydbillede. Duoen, der består af Line Bøgh og Ann Falden, trækker litteraturen ud i byen, så historierne igen kan blive noget vi er sammen om, noget vi oplever i fællesskab. Nye Mennesker er nomineret i hele 4 kategorier til Gaffa prisen 2020.

Kl. 18-19.30: Suppekøkken i museumscaféen
Vegansk ligestillingssuppe 80 kr.

Kl. 20-21.30: The Female Gaze
Byrådssalen
NB: Køb særskilt billet her>>
Mød kvinden Line, som viser verden og publikum forskellige opfattelser af sig selv. Forestillingen ser på, hvordan kvinden ser ud, når hun ikke ses som et objekt. Når det i stedet handler om at se på et menneske, som man kan spejle sig i – også som mand. The Female Gaze er en sammensmeltning af fotografi, dramatik, installation, dans og lyd.
Medvirkende: Stephanie Thomasen og Line Bie Rosenstjerne.

Kl. 19-22: Fest på Sway
Ved åen under Skt. Clemens Bro
Kom til fest med Everyday Sexism Project Danmark, der inviterer til en aften med oplæg, poetry slam, kunst, musik og dans under temaerne samtykke, kvindekamp, sexisme og safe spaces.

8. marts
Kvindernes Internationale Kampdag blev foreslået i 1910 ved den internationale kvindekongres i København af Clara Zetkin, tysk socialist og præsident for kvindekongressen. Ligestilling var hovedoverskriften og det indebar kravet om, at kvinder fik politisk indflydelse, uddannelse og arbejde på lige fod med mænd. Siden 1921 er ‘8. Marts’ blevet markeret verden over.

Se billeder fra 8. marts 2019 på Kvindemuseet her >>